Undersøgelse og diagnose ved myelomatose
Lægen vil blandt andet bruge blod- og urinprøver samt scanning og knoglemarvsprøve til at undersøge, om der kan være tale om myelomatose. Man kan først få diagnosen kræft i knoglemarven, når en knoglemarvsundersøgelse viser, at der er tale om kræftceller.
Sådan bliver du undersøgt hos egen læge
Hvis du over længere tid har haft ondt i knoglerne eller ryggen, uden at der er en forklaring, eller hvis smerterne ikke forsvinder, selvom du får behandling, vil lægen få dig undersøgt nærmere. Det samme gælder, hvis du ofte har infektioner, skummende urin eller hvis du føler dig forvirret, dehydreret og forstoppet. Det kan nemlig være tegn på for meget kalk i blodet.
Symptomer på myelomatose er ofte ikke særlig specifikke. Nogle har kun ét symptom, mens andre oplever flere symptomer på samme tid. Det vil være en kombination af flere symptomer, der får lægen til at mistænke myelomatose.
Hvad gør lægen?
Du vil få taget en lang række blodprøver, hvor lægen ser efter M-komponent – et proteinstof (immunglobin), der kan være til stede i blodet og urinen ved nogle sygdomme, bl.a. ved myelomatose. Du vil også få taget en urinprøve, hvor lægen ser efter frie lette kæder, som også bliver kaldt Bence Jones-protein.
Mængden af M-komponent har betydning for valg af behandling
M-komponenten består af et særligt proteinstof, som kaldes for et antistof. De unormale plasmaceller, som samler sig i knoglemarven ved myelomatose, producerer dette antistof.
Hvor meget M-komponent der er i blodet, kan give en idé om, hvor mange unormale plasmaceller der er. Når antallet af plasmaceller i kroppen falder under behandlingen, aftager M-komponenten. Lægen ser derfor på mængden af M-komponent for at se om en behandling virker.
Bence Jones-protein sladrer om myelomatose
Nogle patienter med myelomatose danner ikke M-komponent, så man kan se det i blodet med de almindelige metoder. Man kan dog ofte finde såkaldte 'frie lette kæder' i blodet. De er en del af det særlige antistof, der ses ved myelomatose.
De frie lette kæder (i urinen) bliver også kaldt Bence Jones-protein og er en del af M-komponenten. Det er de unormale plasmaceller, som producerer de frie lette kæder.
De frie lette kæder kan ofte skade nyrerne, fordi de sætter sig fast og tilstopper de små udførselsgange i nyrerne. Det gør, at nyrerne ikke fungerer, som de skal.
Hvis der ikke er en M-komponent i blodet, men kun frie lette kæder, kan de ofte findes i urinen som en særlig type M-komponent, kaldet Bence Jones-protein.
Lægen ser også på, om funktionen af din nyrer er påvirket, og om du har for meget kalk i blodet. Hvis du har ondt i knoglerne, vil du blive sendt til en røntgenundersøgelse.
Ved mistanke sender lægen dig til undersøgelse på hospitalet
Det afhænger af flere ting, om du bliver henvist til et pakkeforløb for mistanke om myelomatose. Du vil blive henvist til et pakkeforløb på hæmatologisk afdeling hvis:
- du har lavt indhold af antistof, eller
- der bliver fundet M-komponent/lette kæder i blod eller urin
Samtidig med at du har:
- for lav blodprocent, eller
- påvirket nyrefunktion, eller
- for meget kalk i blodet, eller
- smerter i knoglerne
Når man er blevet henvist til onkologisk afdeling, vil der igen blive lavet en række forskellige undersøgelser.
En CT-scanning er en skånsom undersøgelse, der kan vise forandringer i rygsøjle, brystben, ribben, skulderblade og bækken.
En CT-scanner danner snitbilleder af kroppen ved hjælp af et røntgenrør, som roterer omkring et leje, der kører igennem scanneren. Da forskelligt væv optager røntgenstråling i forskellig grad, kan computeren herefter beregne tværsnitsbilleder af kroppens indre og vise dem på en skærm.
En CT-scanning kan afsløre vigtige forandringer i skelettet, som kan overses ved almindelig røntgenundersøgelse. Hvis undersøgelsen udføres som en såkaldt lavdosis CT, bliver stråledosis beskeden. Hvis lægen desuden undlader at give kontraststof i forbindelse med undersøgelsen, undgår man at fremprovokere en skade på nyrefunktionen, som kan være skrøbelig ved myelomatose.
En MR-scanning kan belyse forholdene inde i knoglemarven.
Ved en MR-scanning bliver man placeret i et kraftigt magnetfelt. Ved at sende almindelige radiobølger mod det område af kroppen, der skal undersøges og registrere ekkoet, kan en computer omdanne signalet til et meget præcist og detaljeret billede af kroppens indre.
En MR-scanning giver især gode oplysninger om forholdene inde i knoglemarven og er særlig velegnet i de tilfælde, hvor der er mistanke om, at en kræftknude trykker på rygmarven.
En PET-scanning kan vise, om myelomatosen har spredt sig.
En PET-scanning er en billedundersøgelse, som kan vise, om der er kræft i kroppen, og i givet fald, hvor kræften sidder. PET-scanning bruges ikke rutinemæssigt, men når lægen skønner, at det er nødvendigt.
PET-scanningen foregår ved, at lægen sprøjter en lille dosis radioaktiv glukose (sukker) ind i en blodåre. Derefter kan kræften ses på scanningen, fordi kræftceller bruger mere glukose end raske celler.
Lægen kan kombinere PET-scanning med CT-scanning, så informationen om, hvor kræften sidder, bliver helt præcis. Lægen anvender især en PET-scanning til at afklare, om de tilfælde af myelomatose, som ser ud til at være lokaliseret til ét område, måske alligevel er mere udbredt end først antaget.
PET-skanning kan også være en hjælp til at vurdere om myelomatosen er bragt helt i ro efter behandling. Det kan have betydning for, hvordan man får tilrettelagt behandlingen.
Ved hjælp af et mikroskop kan lægen se, om der er mange unormale plasmaceller i knoglemarven.
Når man skal have lavet en knoglemarvsundersøgelse, bliver man stukket i bagerste hoftekam. Ved hjælp af en nål suger lægen lidt knoglemarv ud. Undersøgelsen er helt ufarlig, og den knoglemarv, der er blevet fjernet, bliver hurtigt gendannet. Du bliver lokalbedøvet i forbindelse med undersøgelsen.
Det hele tager under en halv time, og det gør kun ondt ganske kort. Bagefter kan du være øm et par dage på det sted, hvor nålen har været.
Fastlæggelse af diagnose og behandling
Lægerne stiller diagnosen og vurderer sygdommens forløb ud fra resultaterne af de undersøgelser, du har været igennem.
Når lægen vurderer hvordan sygdommen sandsynligvis vil udvikle sig, ser man ikke kun på sygdommens påvirkning af kroppen, men også på din alder og eventuelle andre sygdomme.
Undersøgelser og stadieinddeling
Når behandlingen skal planlægges, danner lægen sig et overblik over sygdommen. Som en del af planlægningen bliver der lavet en bestemmelse af sygdommens satdie. Her ser lægen på karakteren af sygdommen, og på hvor udbredt sygdommen er. Alt efter hvor udbredt sygdommen er, bliver du placeret i en af tre grupper: stadium 1, 2 eller 3.
Til at bestemme stadiet af sygdommen bruger lægen et system (det Internationale Stadiebestemmelses System (ISS)), som bygger på måling af proteinerne beta-2-mikroglobulin og albumin i blodet. Et nyt system til at inddele myelomatose i stadier ser på, hvor meget LDH-protein der i blodet, og hvad ”FISH” undersøgelserne viser.
En bestemmelse at stadiet giver en idé om, hvor længe man kan forvente at leve med sygdommen. Tallene er kun vejledende gennemsnitstal, og de stammer fra en tid, hvor behandlingen for myelomatose ikke var lige så effektiv, som den er i dag.
Myelomatose kan formentlig kun helbredes i de få tilfælde, hvor sygdommen er samlet ét sted og kan blive behandlet med kraftig strålebehandling. Dette kaldes et solitært (enkeltstående) myelom.
Hvad sker der, hvis du får diagnosen myelomatose
Når diagnosen skal fastlægges, og det skal besluttes, hvilken behandling du skal have tilbudt, samler en række speciallæger sig til en multidiciplinær teamkonference (MDT-konference). Her vil læger fra forskellige specialer være til stede:
- en hæmatolog (læge med speciale i blodsygdomme)
- en patolog (læge, der undersøger vævsprøver)
- en radiolog og en nuklearmediciner (læger der vurderer billeder og scanninger)
Når lægerne har vurderet alle undersøgelsesresultaterne, bliver du indkaldt til en samtale, hvor du vil blive informeret om dine behandlingsmuligheder.
Det er vigtigt at vide, at selvom lægen kommer med et tilbud om behandling, er det i sidste ende altid din egen afgørelse, hvilken behandling du siger ja til. Ofte er der flere muligheder at vælge imellem, og derfor er det vigtigt, at du har en ven eller noget familie med til samtalen, så beslutningen kan hvile på en grundig snak om fordele og ulemper. Du har også altid ret til betænkningstid, hvis du er i tvivl.
Mange afdelinger har også forskningsforsøg, hvor nye behandlingsmetoder bliver afprøvet. Hvis du kan indgå i et forsøg, vil du få grundig information om det, inden du beslutter dig.
Brug kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
Cancerforum