Undersøgelser og diagnose ved myelomatose
Lægen vil blandt andet bruge blod- og urinprøver samt scanning og knoglemarvsprøve til at undersøge, om der kan være tale om myelomatose. Man kan først få diagnosen myelomatose, når en knoglemarvsundersøgelse viser, at der er tale om kræftceller.
Sådan bliver du undersøgt hos egen læge
Hvis du over længere tid har haft ondt i knoglerne eller ryggen, uden at der er en forklaring, eller hvis smerterne ikke forsvinder, selvom du får behandling, vil lægen få dig undersøgt nærmere. Det samme gælder, hvis du ofte har infektioner, skummende urin eller hvis du føler dig forvirret, dehydreret og forstoppet. Det kan nemlig være tegn på for meget kalk i blodet.
Symptomer på myelomatose er ofte ikke særlig specifikke. Nogle har kun ét symptom, mens andre oplever flere symptomer på samme tid. Det vil være en kombination af flere symptomer samtidig, der får lægen til at mistænke myelomatose.
Hvad gør lægen?
Du vil få taget en lang række blodprøver, hvor lægen ser efter proteinstoffet M-komponent og frie lette kæder, som kan være til stede i blodet og urinen ved myelomatose.
Lægen ser også på, om funktionen af din nyrer er påvirket, og om du har for meget kalk i blodet. Hvis du har ondt i knoglerne, vil du blive sendt til en røntgenundersøgelse.
Ved mistanke sender lægen dig til undersøgelse på hospitalet
Du vil blive henvist til et pakkeforløb på hæmatologisk afdeling hvis:
- du har lavt indhold af antistof, eller
- der bliver fundet M-komponent/lette kæder i blod eller urin
Samtidig med at du har:
- for lav blodprocent, eller
- påvirket nyrefunktion, eller
- for meget kalk i blodet, eller
- smerter i knoglerne
Når du er blevet henvist til hæmatologisk afdeling, vil der igen blive lavet en række forskellige undersøgelser:
Fastlæggelse af diagnose
Lægerne stiller diagnosen og vurderer, hvordan sygdommen sandsynligvis vil udvikle sig. De ser på resultaterne af de undersøgelser, du har været igennem, din alder og eventuelle andre sygdomme.
Ofte har myelomatose spredt sig til hele knoglemarven, når diagnosen bliver stillet. I sjældne tilfælde er sygdommen lokaliseret til kun ét sted i kroppen (solitært myelom).
Stadieinddeling
Når behandlingen skal planlægges, danner lægen sig et overblik over sygdommen og ser på, hvilket stadie sygdommen er. Alt efter hvor udbredt sygdommen er, bliver du placeret i en af tre grupper: stadium 1, 2 eller 3.
En bestemmelse af stadiet giver en idé om, hvor længe man kan forvente at leve med sygdommen. Tallene er kun vejledende gennemsnitstal, og de stammer fra en tid, hvor behandlingen for myelomatose ikke var lige så effektiv, som den er i dag.
Hvad sker der, hvis du får diagnosen
Når diagnosen er fastlagt, og det skal besluttes, hvilken behandling du skal have tilbudt, bliver resultaterne af dine prøver ofte gennemgået i et ekspertteam. Dette team består af en række speciallæger (et såkaldt multidisciplinært team, MDT).
Teamet består af:
- en hæmatolog (læge med speciale i blodsygdomme)
- en patolog (læge, der undersøger vævsprøver)
- en radiolog og en nuklearmediciner (læger, der vurderer billeder og scanninger)
Teamet når frem til en konklusion og en anbefaling til den behandling, der passer bedst til dig, og du bliver indkaldt til en samtale, hvor du vil blive informeret om dine behandlingsmuligheder.
Det er vigtigt at vide, at selvom lægen kommer med et tilbud om behandling, er det i sidste ende altid din egen afgørelse, om du vil sige ja. Ofte kan der være flere muligheder at vælge imellem, og derfor bør du overveje at have en ven eller noget familie med til samtalen, så beslutningen kan hvile på en grundig snak om fordele og ulemper. Du har også altid ret til betænkningstid, hvis du er i tvivl.
Mange afdelinger har også forskningsforsøg, hvor nye behandlingsmetoder bliver afprøvet. Hvis du kan indgå i et forsøg, vil du få grundig information om det, inden du beslutter dig. Husk at det altid er helt frivilligt at deltage i forsøg.