Gå til sygdomsliste

NET-metastaser fra ukendt primær tumor

I nogle tilfælde opdages NET ved fund af metastaser i leveren eller i en lymfeknude, uden at man ved, hvor i kroppen den oprindelige (primære) neuroendokrine tumor er opstået.

Finder lægen en metastase er det vigtigt - men ikke altid muligt - at lokalisere den primære tumor og finde ud af, hvilken type det drejer sig om for at kunne tilbyde den bedste egnede behandling.

Ved at undersøge en vævsprøve fra kræftknuden i mikroskopet kan lægen som regel afgøre, om en kræftknude er opstået dér, hvor den er fundet, eller om den er en metastase (spredning) fra et andet sted i kroppen.

En metastase består nemlig af samme slags kræftceller som den oprindelige primære kræftknude. F.eks. vil en levermetastase bestå af tarmkræftceller, hvis der er tale om tarmkræft, der har spredt sig til leveren.

På samme måde kan lægen også se, om metastasen er spredning fra en neuroendokrin tumor (NET), men det kan være meget vanskeligt, at afgøre hvor i kroppen den oprindelige NET er opstået, da NET kan opstå i hele kroppen.

Ca. 5-10 pct. af alle med NET får stillet diagnosen ved fund af lever- eller lymfeknudemetastaser, der stammer fra NET, uden at man kender lokalisationen af den primære kræftknude.

Symptomer på metastaser fra NET

Metastaser uden kendt kræftsygdom findes ofte tilfældigt ved en CT-scanning eller ultralydsundersøgelse, når man er ved at blive undersøgt for maveproblemer.

Lægen vil både spørge til og undersøge for tumorspecifikke hormonsymptomer. Men almindeligvis har man ikke hormonelle symptomer (som man ellers ofte ser ved NET).

Undersøgelser ved NET-metastaser fra ukendt primær tumor

Mistanke om NET kan bekræftes ved, at man bliver undersøgt for CgA (chromogranin A) og en lang række andre tumorspecifikke hormoner samt U-5HIAA. En øget mængde af disse stoffer i blod- og urinprøver kan også give en ide, om hvor den primære tumor er lokaliseret.

Hvis det drejer sig om NET, kan lægen stille en mere præcis diagnose ved at undersøge en vævsprøve for specifikke hormoner og markører. Man kan blive undersøgt for bl.a. hormonerne gastrin, somatostatin, glucagon, proinsulin, insulin, PP, VIP og calcitonin.

Undersøgelse for serotonin og Ki67 indeks (mål for hvor mange tumorceller der deler sig) er også vigtigt.

En positiv test for:Tyder på primær tumor i:
Serotonin Højst sandsynligt i tyndtarmen
TTF-1 Lungerne

Læs mere om undersøgelserne:

Tumormarkører i blod og urin ved mistanke om NET

Vævsprøve og måling af Ki67 ved mistanke om NET

Scanninger ved mistanke om NET-metastaser 

CT-scanning af brystkassen og maven (bughulen) samt en såkaldt Ga-dotatoc PET-scanning kan vise, om der er spredning til andre dele af kroppen.

Ved mistanke om, at metastasen stammer fra NET i mavesækken, tarmene, bugspytkirtlen eller tolvfingertarmen får du også i nogle tilfælde foretaget en kikkertundersøgelser af mave-tarm-kanalen.

Scanninger ved mistanke om NET

Kikkertundersøgelser ved mistanke om NET

Behandling af NET-metastaser fra ukendt primær tumor

Ved NET-metastaser fra ukendt primær tumor bliver man næsten aldrig opereret, med mindre det lykkes at finde den primære tumor, og det er muligt at fjerne al kræften ved en operation.

Enkelte med primær tumor i tyndtarmen kan muligvis tilbydes operation af primær tumor og lokale metastaser. Det kræver, at man er i en så god almentilstand, at lægen vurderer, at man kan tåle at blive opereret.

Operation af metastaser kan kun foretages hos mindre end 20 pct. 

Hvis det ikke er muligt at finde den primære tumor, vil du blive behandlet med medicin ud fra tumors Ki67 indeks (hvor mange tumorceller der deler sig).

Hvis du har: Bliver du behandlet med:
Lavt Ki67 indeks Somatostatin-analoger og evt. alfa-interferon
Højere Ki67 indeks Kemoterapi med strepto+5-FU, med etoposid og cisplatin/carboplatin eller med temozolomid og capecitabin
Positiv Ga-dotatoc PET-scanning Indre strålebehandling med isotoper kan komme på tale, hvis første behandling holder op med at virke
Flere metastaser i leveren Embolisering, hvor man får blokeret blodtilførslen til kræftknuden

Læs mere om behandlingerne:

Kemoterapi som behandling af NET

Somatostatin-analoger som behandling af NET

Alfa-interferon som behandling af NET

Indre strålebehandling med isotoper (radionuklidbehandling) ved NET

Behandling af NET med spredning til leveren

Kontrolforløb - hvis du har fået fjernet al kræften og ikke har symptomer

Efter operation med fjernelse af NET vil du blive tilbudt at gå til kontrol resten af livet, da man desværre kan få tilbagefald i op til 15-20 år efter tumoren er fjernet.

Ved kontrolbesøgene bliver du undersøgt for tegn på sygdomsaktivitet med blodprøvemåling af CgA (chromogranin A).

Ved øgede værdier vil du blive scannet for tegn på spredning.

Kontrolforløb - hvis du har spredning

Ved spredning bliver du tilbudt at blive fulgt resten af livet hver tredje til sjette måned på et af landets specialiserede NET-centre.

Du bliver undersøgt for tegn på sygdomsaktivitet med blodprøvemåling af CgA (chromogranin A), U-5HIAA i urinen og CT- eller MR-scanning.

Du vil få foretaget en Ga-dotatoc PET-scanning, hvis der er brug for undersøgelse af hele kroppen eller når strålebehandling med isotoper overvejes.

Undersøgelser ved mistanke om NET

Statistik

Læs om, hvor mange med NET-metastaser fra ukendt primær tumor der gennemsnitligt overlever deres sygdom.

Statistik om NET-metastaser

Læs alt om neuroendokrine tumorer (NET)

Neuroendokrine tumorer (NET) – forsiden

 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende