Gå til sygdomsliste

Undersøgelser ved non-Hodgkin lymfom

Ved mistanke om non-Hodgkin lymfom tager lægen som regel en blodprøve, fjerner en lymfeknude og tager en knoglemarvsprøve. Derudover kan man i nogle tilfælde få foretaget en scanning af kroppen. Scanningen bruger lægen til at vurdere, hvor udbredt en eventuel sygdom er.

Formål med undersøgelser

Nogle undersøgelser har til formål at finde ud af, om der er tale om kræft eller ej.

Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig.

De forskellige undersøgelser, lægerne bruger til at stille diagnosen non-Hodgkin lymfom, er:

  • Blodprøve
  • Undersøgelse af hel, fjernet lymfeknude i mikroskop
  • Knoglemarvsprøve

Blodprøve

For at få et indtryk af sygdommens omfang undersøger lægerne, om antallet af blodceller er normalt, og om lever- og nyrefunktion er normal. Hvis spredningen af sygdommen er begrænset, vil de fleste blodprøver ofte være normale.

Lægen tager også en blodprøve for at måle blodets indhold af enzymet lactat dehydrogenase (LDH). Mængden af dette enzym i blodet kan sige noget om, hvor aktiv sygdommen er.

Blodprøver

Undersøgelse af lymfeknude i mikroskop

For at kunne stille en diagnose er det nødvendigt at fjerne en lymfeknude. Lymfeknuden fjernes ved et lille kirurgisk indgreb under lokalbedøvelse. Bagefter bliver lymfeknuden undersøgt i mikroskop.

Hvis der kun er hævede lymfeknuder på steder, der ikke er umiddelbart tilgængelige (f.eks. i bryst- og bughulen), vil lymfeknuden blive fjernet f.eks. via en kikkertundersøgelse. Læs mere om vævsprøver generelt:

Vævsprøver – biopsi

Knoglemarvsprøve

Knoglemarven er en del af lymfesystemet, og lymfomcellerne kan findes i knoglemarven. Derfor undersøger lægen også knoglemarven. Med en biopsinål tager lægen knoglemarv ud fra ens hofte til undersøgelse.

Det sker under lokalbedøvelse, så normalt vil det kun gøre kortvarigt ondt, når cellerne suges ud af knoglemarven.

Illustration, der viser en knoglemarvsundersøgelse

Man får som regel taget en prøve fra knoglemarven med en nål stukket ind i knoglemarven i bagerste hoftebenskam som vist på tegningen. Prøven bliver taget i lokalbedøvelse. Blodcellerne bliver derefter undersøgt i mikroskop.

Læs mere om knoglemarvsundersøgelse generelt:

Knoglemarvsundersøgelse

Undersøgelser for hvor udbredt non-Hodgkin lymfom er:

  • PET/CT-scanning
  • CT-scanning
  • MR-scanning

PET/CT-scanning
En PET/CT-scanning er en meget følsom metode, der kan vise forandringer i kroppen. Undersøgelsen gør det muligt at se forstørrede lymfeknuder og – til en vis grad – muligt at vurdere, om en hævet lymfeknude skyldes non-Hodgkin lymfom eller andre forhold.

PET/CT-scanning er en kombineret undersøgelse, hvor man i samme omgang får udført både en PET-scanning og en CT-scanning. Undersøgelsen kan vise lægerne, hvor udbredt sygdommen er. Det kaldes også stadieinddeling. Læs mere:

PET/CT-scanning

Diagnose og stadieinddeling af non-Hodgkin lymfom

CT-scanning

Som regel skal man have foretaget en CT-scanning.

En CT-scanning er en speciel røntgenundersøgelse, hvor der bliver taget en serie røntgenbilleder, som bliver bearbejdet af en computer. CT-scanning bliver brugt til at undersøge brysthulen, bughulen og centralnervesystemet, så lægerne kan vurdere tilstanden af de lymfeknuder, man ikke selv kan mærke.

Metoden giver mere præcise billeder end en almindelig røntgenundersøgelse.

Scanningerne kan bruges til at kortlægge hvor udbredt sygdommen er, fordi den gør det muligt at se hævede lymfeknuder i de dele af kroppen, som er svære at vurdere ved en almen lægeundersøgelse.

CT-scanningen bruges især til at vise, om der er sygdom i brysthule, bughule og centralnervesystemet.

CT-scanning

MR-scanning

Hvis CT-scanningen ikke giver tilstrækkeligt gode billeder, kan en MR-scanning nogle gange være bedre.

MR-scanning ligner på mange måder en CT-scanning, men i stedet for røntgenstråler skaber MR-scanneren et kraftigt magnetfelt, som sender radiobølger ind i kroppen. Ved at registrere ekkoet fra radiobølgerne, kan en computer lave et detaljeret billede af kroppens indre.

MR-scanning

I filmen kan du se, hvordan en MR-scanning foregår. 07:46 min.

I filmen kan du se, hvordan en MR-scanning foregår. 07:46 min.

På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Det er vigtigt med en præcis diagnose for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.

Læs mere:

Diagnose og stadieinddeling af sygdommen er vigtig, for at lægerne kan tilbyde den bedste behandling til dig. Læs mere:

Diagnose og stadieinddeling af Non-Hodgkin lymfom

Læs alt om Non-Hodgkin lymfom:

Non-Hodgkin lymfom – forside


 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Lymfekræft" på Cancerforum.