Jeg var på sommerhustur med min mor og brødre. Dér stod jeg tidligt om morgenen og kiggede på de to streger i et badeværelse med brune klinker og en duft af fugt og sommermorgen. Jeg begyndte, at græde og løb ud til min mor, som sad på terrassen og drak sin morgenkaffe. "Lille skat, du er jo gravid," konstaterede hun og smilte. Jeg var i chok, og satte mig ned overfor hende. Dér, på bordet, lå min pakke med hjemmerul. Jeg puffede det væk og lagde i stedet testen på bordet. Jeg havde sådan lyst til at ryge en morgencigaret, men det kunne jeg da ikke nu? Jeg havde lyst til at gå en tur, prøve at forstå det hele, rulle en cigaret og ringe og fortælle nyheden til min kæreste. Jeg husker, at jeg tænkte tanken: "Hvorfor røg jeg ikke min morgencigaret inden jeg tog testen?". Men nej, jeg tog testen før noget andet dén morgen.
Jeg kunne sjældent mærke rygetrangen, da den blev overdøvet af mængden af tanker om fremtiden. Min kæreste stoppede med at ryge samme dag som mig. Vi havde altid snakket om, at vi ikke ville ryge, når vi blev forældre, og nu var vi så i samme båd.
De første mange uger af graviditeten gik med store humørsvingninger og glubende appetit. Jeg røg ikke, men nogle gange, i en stille stund kom trangen til mig. Jeg følte alt var vendt op og ned, og jeg ønskede at tage en pause fra det hele. Jeg havde faktisk lidt ondt af mig selv.
En dag skulle jeg til København og besøge en veninde. Jeg husker, at gå ned af Rådhuspladsen alene. Jeg gik ind på 7-eleven og købte en pakke Prince med mentolsmag - og en lighter. Dér stod jeg - uden for kiosken - med en tændt cigaret i munden. Ingen af de forbipasserende kunne se, at jeg var gravid og stod og røg. Men efter det første sug ramlede den dårlige samvittighed ind over mig. Hvad havde jeg gang i? Jeg tog et sug mere. Sikke en lortemor jeg er! Og et sug mere. Jeg fik tårer i øjnene, mens jeg tog endnu et sug. Jeg kiggede grundigt på cigaretten, mens den brændte i min hånd. Jeg kunne virkelig smage røgen i munden - og smage den dårlige samvittighed. Der gik masser af folk forbi mig, og jeg kiggede ned i jorden. Så slap jeg cigaretten og den landede ved siden af min fod. Jeg tog en dyb indånding. Og endnu én. Hvad ville min veninde ikke tænke, når hun kunne lugten røgen på mig? Jeg gik ind i kiosken igen, købte en pakke tyggegummi og en flaske vand. Jeg tyggede febrilsk, mens jeg hældte vand over mine fingre. Jeg gik forbi Matas, og forsøgte at smøre mine hænder ind i en lotion med parfumeduft. Jeg gik en længere omvej, så røglugten kunne have de bedste forudsætninger for at være væk inden jeg ringede på hendes dør.
Hun lugtede ingenting. Eller, hun sagde i i hvert fald ingenting om det.
Nu, knap to måneder før terminen sidder jeg så her. Jeg er røgfri, min kæreste er røgfri, og jeg føler mig mere som mig selv. Jeg tænker sjældent over at ryge, og jeg føler ikke trangen mere. Jeg er ikke flov over, at indrømme hvis trangen kommer. Jeg er stolt over min proces. Tænk at jeg kunne stoppe!?