Strikning blev min redning, da jeg havde det værst

I det dunkle hospitalsrum tegner telefonens lys skarpe konturer af Louises ansigt, mens hendes finger mekanisk bevæger sig ned over skærmen.

Hun læser stolpe op, stolpe ned. Søger på behandlingsmuligheder, tal, statistik og prognoser.

I ren afmagt vender hun igen og igen tilbage til de samme sygdomssider, siden lægerne for få uger siden fortalte hende og Christoffer, at deres datter Vega har kræft. Måske dukker der ny viden op, der kan berolige dem?

Men ordene hun læser, bliver kun tungere, og svarene hun søger, mere uklare.

Inderst inde ved hun, at det må stoppe. For det gør for ondt.

Flere gange forsøger hun at lægge telefonen væk. Alligevel søger hendes hænder tilbage til den. Hun bliver nødt til at finde noget andet at bruge dem til.

Så slår en tanke hende. Hun åbner en ny beskedtråd og skriver til sin mor:

- Vil du komme forbi med pinde og garnnøgler?

Bulen i maven

Det hele begynder en måneds tid tidligere i foråret 2020. Vega hopper på trampolinen i haven med naboens børn. Solen står højt, og børnene skiftes til at hoppe højest og falde sammen i grin.

På et tidspunkt tager Louise hende ind for at skifte ble. Her opdager hun en bule nederst i Vegas mave.

I første færd mener lægerne, at det skyldes forstoppelse. Fiber og væske, siger de. Men det hjælper ikke. Tværtimod. Vega bliver mere mærket af, at hun ikke kan komme af med afføringen.

En eftermiddag falder hun i søvn på sofaen. Noget, hun ellers aldrig gør. Så Louise og Christoffer hiver fat i lægerne igen. Denne gang bliver de sendt hjem med to forskellig slags afføringsmidler, som kun gør Vega mere dårlig.

På børneafdelingen et døgn senere afslører en ultralydsscanning, at det hverken er luft eller afføring, der generer Vega – det er en tumor på størrelse med en håndbold i hendes mave, som klemmer både på urinrør, tarme og nerver i benene.

Familien bliver kørt til Rigshospitalet. Og derfra går det hele stærkt.

Babyvesten

Mens Louises mor sætter kurs mod Rigshospitalet med strikkegrej, bladrer Louise sig rastløst gennem et hav af opskrifter på YouTube. Det skal være nemt og overskueligt. En strikkeopskrift, hun uden besvær kan slippe midt i en pind og vende tilbage til, mens Vega og lillebror Nohr på kun fire måneder sover.

Fra barnsben husker Louise tydeligt lyden af strikkepinde, der klirrer rytmisk mod hinanden. Hendes mor strikkede altid, og Louise lærte selv ret og vrang, mens hun lavede små halstørklæder til dukker og bamser. Siden er det ikke blevet til meget.

Så da hun få timer efter forespørgslen til sin mor sidder med fire fnuglette garnnøgler og rundpinde i hænderne, må hun have lidt hjælp til at komme i gang. Louise finder en video frem, der viser, hvordan hun slår masker op til babyvesten, hun har besluttet at lave til Nohr. Den har en tilpas lille størrelse, hun kan overskue.

Fingrene er stive i starten, og maskerne ligger ujævnt og stramt på pinden. Hun må starte forfra et par gange. Men langsomt løsner det sig, og bevægelsen sætter sig i fingrene.

Lige dér i mørket, til lyden af børnene, der sover, mærker hun først bare sine hænder – og så roen i de gentagende bevægelser og garnet, der glider mellem fingrene.

Hun mærker med det samme, hvor godt det er for hende.

Et frirum

Den type kræft Vega har, hedder Rhabdomyosarkom - en sjælden, aggressiv form for børnekræft.

Planen er derfor, at Vega skal have hård kemobehandling, så tumoren kan skrumpe så meget, at lægerne kan operere den ud.

I de måneder sidder Louise ofte med strikketøjet i hænderne. Især når Vega bliver kørt i narkose eller når mørket falder på om aftenen.

Siden hun startede på babyvesten til Nohr, er strikning blevet hendes frirum. Et sted, hvor hendes hjerne og hjerte får en pause fra den urimelige virkelighed, de står midt i.

Tankerne glider i baggrunden, og kroppen følger hændernes tempo frem for hovedets. I det rum har Louise styringen. Det føles rart i en tid, hvor alt andet er ude af deres hænder.

Mens Louise strikker, skrumper tumoren i Vega.

I november 2020 er beskeden, at Vega kan betragtes kræftfri.

Men til en kontrol tre måneder senere viser en scanning, at kræften er tilbage. Lægerne har ikke mere behandling til Vega, og i juli 2021 sover hun stille ind.

Et værktøj, ikke mirakelmiddel

Siden Vega døde, og Louise skulle lære at leve uden sin datter, er strikningen kun blevet vigtigere.

I sorgen og savnet finder Louise en stille rytme i garnet og pindene. Hver maske bliver som et åndedrag. Et værktøj, når tankerne bliver for tunge og savnet altoverskyggende.

Strikningen giver hende ikke svar eller fjerner sorgen, men den giver hendes nervesystem ro. Som en pause, hvor tankemylderet ikke får den næring, den ellers vokser af.

Samtidig rummer strikningen også noget andet. Bevidst og ubevidst er Vega til stede i maskerne. Det hele begyndte med hende, og på mange måder er det også hende, der blev årsagen til, at Louise fandt en gnist i strikningen.

Louise kalder strikning sin terapi og sin redning, men hun understreger, at det ikke er et mirakelmiddel. Det kan ikke stå alene. Derfor opfordrer hun alle, der har det svært, til at række ud og søge professionel hjælp – præcis som hun selv gjorde.

Mors dag er altid svær

I dag har Louise strikkegrejet med overalt. Hvis hun har mere end fem sammenhængende minutter, hiver hun det frem. I toget. I frokostpausen.

Louise har gerne gang i flere projekter på én gang. I skrivende stund strikker hun både på en trøje til Nohr og Storm, som er Vegas yngste lillebror på fem år.

Opskriften på trøjerne er ganske særlige – og arbejdet med den har stor betydning for Louise. Den er udviklet af strikkedesigneren Maja Kløvdal fra Other Loops til fordel for Kræftens Bekæmpelse i forbindelse med mors dag.

En dag, som kan være svær for Louise. For hun er mor til både sine levende børn og til Vega, men kærligheden kan ikke længere udtrykkes på samme måde. Hun kan ikke kramme og kysse Vega, som hun kan med Nohr og Storm.

Netop derfor føles det som en kærlighedserklæring til Vega, at Louise kan tale om hende og gøre en forskel i hendes navn, når hun strikker med på dette meningsfulde samarbejde.