Gå til sygdomsliste

Diagnose og stadieinddeling af strubekræft

Diagnosen strubekræft kan først stilles, hvis en vævsprøve har vist, at der er kræftceller til stede. Strubekræft inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er. Stadieinddelingen er vigtig for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.

Det var en lettelse at få diagnosen. Nu ved jeg, hvad jeg er oppe imod!

Jens, 55 år.

Strubekræft kan opstå forskellige steder i struben.

  • Cirka 65 pct. af tilfældene på selve stemmebåndene (glottis cancer)
  • Cirka 30 pct. af tilfældene over stemmebåndene (supra-glottisk larynxcancer)
  • Cirka 5 pct. af tilfældene under stemmebåndene (sub-glottisk larynxcancer)

Strubekræftens placering har betydning

Strubekræftens placering har betydning for, hvor stor risikoen er for, at sygdommen har spredt sig.

Kræft på stemmebåndene (glottis cancer)

Kræft på stemmebåndene kaldes for glottis cancer. 'Glottis' betyder fløjtemundstykke og henviser til rummet mellem stemmebåndene.

Hvis kræften sidder på stemmebåndene, er risikoen for, at den har spredt sig til lymfeknuderne mindre, end hvis den sidder over eller under stemmebåndene. Det skyldes blandt andet, at der næsten ingen lymfekar er omkring stemmebåndene. Derudover bliver man hæs og vil derfor som regel søge læge hurtigere. 

Kræft over eller under stemmebåndene

Kræft, der sidder over stemmebåndene, kaldes supra-glottisk larynxcancer, mens kræft, der sidder under stemmebåndene kaldes sub-glottisk larynxcancer. Det er kun i sjældne tilfælde (ca. 5 pct.), at man har strubekræft under stemmebåndene.

Der er ikke altid symptomer ved kræft, der sidder over eller under stemmebåndene, og derfor opdages sygdommen oftest senere end ved kræft stemmebåndene, hvor man bliver hæs.

Hoved-halskræft

Hoved-halskræft er en samlet betegnelse for kræft opstået i de øvre luft- og spiseveje og de kirtler, der findes hér. Derfor kan man finde informationer om kræft i struben under denne betegnelse.

Hoved-halskræft omfatter kræft i struben, svælget, mundhulen, bihulerne, øret, inde i næsen, læberne, spytkirtlerne og skjoldbruskkirtlen.

Hoved-halskræft

Stadieinddeling af strubekræft

Strubekræft inddeles i fire stadier. Lægen bruger stadieinddelingen til at vurdere hvilken behandling, der vil have den bedste effekt. Systemet til stadieinddelingen beskriver, hvor udbredt kræften er:

  • Stadium T1:
    Kræften sidder på stemmebåndene. I dette stadium findes sygdommen på det ene eller begge stemmebånd, og stemmebåndene kan bevæge sig frit.
  • Stadium T2:
    Kræften er enten vokset ind i stemmebåndenes muskler, så de ikke kan bevæge sig, eller den har bredt sig til området over eller under struben.
  • Stadium T3:
    Kræften er, som ved stadie 3, enten vokset ind i stemmebåndenes muskler, så de ikke kan bevæge sig, eller har bredt sig til området over eller under struben. Det, der afgør, om knuden bliver betegnet som T2 eller T3, er, hvor meget stemmebåndenes muskler kan bevæge sig.
  • Stadium T4:
    Kræften har spredt sig til brusken i struben eller til væv uden for struben.

Der findes tilsvarende inddeling i stadier for strubekræft over og under stemmebåndene.

Læs mere om stadieinddeling:

Stadieinddeling af kræftsygdomme

Diagnose og stadieinddeling af strubekræft

For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok. Det tager tid at forholde sig til sygdommen, både for én selv og for ens nærmeste.

Reaktioner på en kræftdiagnose

For de fleste kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske i et stykke har kæmpet med mistanken om noget alvorligt. Det tager tid at forholde sig til det. Både for én selv og for ens pårørende.

Efter at have fået stillet diagnosen er der mange, der føler sig uafklarede og kontroltab. Det kan skabe utryghed samtidig med, at der er mange nye ting, man skal tage forholde sig til: behandlingen, tilrettelæggelsen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk.

Reaktioner og følelser

Kræft og parforhold

Råd til pårørende

Få hjælp og vejledning til at komme videre

Få hjælp af en professionel rådgiver

Det kan også være en hjælp at tale med en professionel. Du kan tale med hospitalsafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan desuden få hjælp på en af Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger eller ved at ringe til Kræftlinjen.

Kræftens Bekæmpelses rådgivning

Mød andre i samme situation

Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen 'Hals- og mundhulekræft' på cancerforum:

Cancerforum.dk

Mød andre patienter, der har eller har haft kræft i hals- og/eller mundhule samt deres pårørende:

Netværket for hals- og mundhulekræft

Patientforening:

Dansk Landsforening for Hals- og Mundhuleopererede


Læs alt om strubekræft

Strubekræft – forsiden


 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende i gruppen "Hals- og mundhulekræft" på Cancerforum.


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende