Antistofbehandling ved Waldenströms makroglobulinæmi
Behandling med antistoffer tilbydes ofte ved Waldenströms makroglobulinæmi, som regel sammen med kemoterapi.
Antistofbehandling i kombination med kemoterapi
Behandling med antistoffer er særligt effektiv, når den bliver kombineret med kemoterapi. Der findes flere typer kombinationsbehandling, og lægen vælger den behandling, der passer bedst til din situation.
De mest anvendte kombinationsbehandlinger er:
- Rituximab – cyklofosfamid – dexametason (± bortezomib)
- Rituximab – bendamustin
- Rituximab – bortezomib – dexametason (kemofrit regime)
- Rituximab – fludarabin – cyklofosfamid (sjældent brugt pga. bivirkninger)
- Rituximab ± chlorambucil (til svækkede og ofte de ældste)
- Rituximab ± ibrutinib (til personer, som ikke tåler kemoterapi eller ved hurtigt tilbagefald af tidligere behandling)
(± betyder, at stoffet nogle gange indgår, og andre gange ikke indgår)
Hvordan foregår antistofbehandling med rituximab?
Lægemidlet rituximab er en nyere form for behandling, som først rigtig er kommet i brug inden for de sidste 10-15 år. Rituximab er et antistof rettet mod de syge celler. Antistoffet kan enten bruges alene eller sammen med kemoterapi.
Når du får rituximab sammen med kemoterapi, virker behandlingen bedre.
Den første gang, du får altid rituximab i en blodåre (intravenøst), bliver der holdt øje med puls og blodtryk. Det bliver der, fordi nogle personer får allergiske symptomer.
Du kan sagtens få behandlingen uden at blive indlagt.
Forbehandling før rituximab
Før behandlingen med rituximab får du en forbehandling med lægemidler, som skal dæmpe risikoen for allergiske reaktioner.
Til de få personer, som reagerer på rituximab trods forbehandlingen, kan lægen forsøge at anvende andre antistoffer (ofatumumab eller evt. obinutuzumab), som nogle tåler bedre.
Rituximab under huden ved senere behandlinger
Personer, som tåler rituximab intravenøst uden problemer ved den første behandling, kan få rituximab sprøjtet ind i underhuden (subkutant) til de øvrige behandlinger.
Bivirkningsfrekvensen er mindre ved den subcutane behandling, og du er færdig efter en halv time modsat to timer ved intravenøs behandling.
Den subkutane behandling er prisafhængig og tilbydes derfor ikke altid alle steder.
Når IgM niveauet i blodet stiger
Efter hver behandling med rituximab kan der ske en kortvarig stigning i IgM-niveauet i blodet, som dog i nogle tilfælde kan holde sig i op til 6 uger.
Hvis IgM-niveauet er meget højt, kan blodet blive så tyktflydende, at det har sværere ved at strømme normalt gennem de små blodkar. Det kaldes hyperviskositet.
Det kan blandt andet give risiko for påvirkning af:
- synet
- blødningstendens
- hjertet
Hos personer med nervepåvirkning kan føleforstyrrelserne også blive værre kortvarigt, selvom behandlingen virker, som den skal.
I sådanne situationer vil du få behandling med bendamustin og/eller bortezomib, så indholdet af IgM i blodet falder, og rituximab udskydes til anden eller tredje behandling, når IgM-niveauet er faldet tilfredsstillende.
Plasmaferese kan sænke IgM niveau
Ved plasmaferese får du filtreret blodet og fjernet den del af blodet, der indeholder det forhøjede IgM-antistof. Den del, som fjernes, bliver erstattet med normalt albumin, som udvindes fra blodplasma fra bloddonorer.
Behandlingen foregår ofte i en blodbank. Du får lagt en kanyle i en blodåre i hver arm. Kanylen er forbundet til en maskine, der i løbet af 1-3 timer udskifter plasmaet med normalt donorplasma. Blodets røde og hvide blodlegemer samt blodplader bliver ført tilbage i kroppen af maskinen.
Behandlingen kan gentages, så ofte det er nødvendigt, indtil dannelse af IgM fra kræftcellerne i knoglemarven er kommet under kontrol med anden medicinsk behandling (ofte bortezomib og/eller bendamustin).
Vi kan også hjælpe dig
Hver dag hjælper Kræftens Bekæmpelse mennesker med kræft inde på livet. I vores kræftrådgivninger kan du få samtaler med en rådgiver eller deltage i fællesskaber og aktiviteter som yoga, fællesspisning og foredrag. Alle tilbud er gratis.
Find tilbud nær digFå gratis rådgivning og mød andre
Kræftens Bekæmpelse har 12 kræftrådgivninger og 34 lokale rådgivningstilbud over hele Danmark. Her kan patienter og pårørende få gratis rådgivning. Du er meget velkommen til at kigge forbi.
Find rådgivningstilbud