Ny forskning i senfølger efter knoglekræft hos børn

Vi håber også, at vores forskning kan bruges i vurderingen af, hvilken behandling børn med knoglekræft skal tilbydes for at sikre højest mulig overlevelse og færrest mulige bivirkninger.

Camilla Pedersen, postdoc ved Kræftens Bekæmpelse

Kræft hos børn er heldigvis en sjælden sygdom, og overlevelsen er steget markant gennem årene. Det gælder også for de to hyppigste former for ondartet knoglekræft hos børn: Osteosarkom og Ewings sarkom, som tilsammen udgør omkring seks pct. af alle kræfttilfælde hos børn og unge. 

I takt med at flere børn overlever sygdommene, bliver der et stigende behov for mere viden om, hvordan det går patienterne på sigt. Herunder hvilke former for senfølger, disse børn er i risiko for at udvikle senere i livet. 

Det kaster en ny undersøgelse, ledet af postdoc Camilla Pedersen fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, nu lys over. Baseret på data fra fire nordiske lande, kortlægger undersøgelsen for første gang forekomsten af senfølger hos patienter med osteosarkom og Ewings sarkom. 

Læs mere om knoglesarkomer på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside

Resultaterne viser, at disse patienter har 80 pct. øget risiko for at blive indlagt på hospitalet på grund af en fysisk sygdom. En risiko, der varer ved, op til 30 år efter at børnene er færdigbehandlet for deres kræftsygdom. Forskerne fandt desuden, at risikoen for indlæggelse senere i livet var højere hos patienter med Ewings sarkom end hos patienter med osteosarkom, hvilket formentlig skyldes behandlingen med stråleterapi, som primært bliver brugt til patienter med Ewings sarkom. 

I undersøgelsen har forskerne set på 12 forskellige overordnede kategorier af senfølger, der hver især dækker en lang række specifikke sygdomme, lige fra milde lidelser såsom hudlidelser og til mere alvorlige sygdomme såsom hjertekarsygdomme. Risikoen for senfølger var forøget for 11 ud af de 12 kategorier. 

Forskerne håber, at den nye viden kan føre en positiv udvikling med sig. Eksempelvis at den nye viden kan bruges i rådgivning af patienterne og deres forældre, og ved at både læger og patienter er opmærksomme på tidlige tegn på senfølger, selv mange år efter kræftbehandlingen er afsluttet. 

– Vi håber også, at vores forskning kan bruges i vurderingen af, hvilken behandling børn med knoglekræft skal tilbydes for at sikre højest mulig overlevelse og færrest mulige bivirkninger, siger Camilla Pedersen. 

Forskel på hyppighed af senfølger
Når man ser på de enkelte senfølger udgjorde hjertesvigt – trods relativt få tilfælde – den senfølge, hvor børnekræftoverleverne havde den største forhøjede risiko sammenholdt med jævnaldrende uden en kræftsygdom. 

– Den forhøjede risiko for hjertesvigt skyldes formentlig, de former for kemoterapi, der bruges i behandlingen af osteosarkom og Ewings sarkom, samt behandling med stråleterapi i nærheden af hjerteregionen, siger Camilla Pedersen. 

En mere hyppig senfølge, der stod for de fleste indlæggelser, var osteomyelitis, som er en bakteriel infektion i knoglerne. Osteomyelitis kan ifølge Camilla Pedersen skyldes komplikationer ved protesen hos de børnekræftoverlevere, som har fået indsat en protese efter de har fået fjernet tumoren i knoglen. 

Noget af det forskerne vil se nærmere på i et kommende studie, er hvilken sammenhæng, der er mellem den specifikke behandling børnene har fået og risikoen for senfølger. Det skal blandt andet ske ved at se på detaljerede behandlingsoplysninger om patienterne.

Resultaterne er offentliggjort her: Pedersen C et al.: Somatic Disease in Survivors of Childhood Malignant Bone Tumors in the Nordic Countries. Cancers. 2021 Sep 7;13(18):4505.