09-03-2022

Stor, ny undersøgelse skal kortlægge senfølger og social ulighed i livet efter kræft

Et nyt stort forskningsprojekt – SEQUEL-undersøgelsen – skal give ny viden om kræftoverleveres livskvalitet og senfølger, og hvordan senfølgerne kan forebygges og behandles.
Foto: Kræftens Bekæmpelse

Ny værdifuld viden er på vej om senfølger og kræftoverleveres livskvalitet efter behandlingen i forskningsprojektet SEQUEL.

SEQUEL-undersøgelsen består af to dele: En registerbaseret undersøgelse og en spørgeskemaundersøgelse som bliver sendt til 120.000 kræftoverlevere.

Tilsammen vil undersøgelsens to dele til kortlægge, hvordan kræftoverlevere påvirkes af fysiske, psykiske og sociale senfølger i hverdagen.

Men undersøgelsen har også særligt fokus på, om der findes social ulighed i senfølgerne og alvorligheden heraf. Det er kendt, at der er social ulighed i kræftforløbet og i overlevelsen. Men hvordan det står til med den sociale ulighed, når det kommer til senfølger efter kræft, er endnu ikke undersøgt i det omfang, som SEQUEL-undersøgelsen nu gør.

Undersøgelsen er den største danske undersøgelse, der endnu er lavet om senfølger hos kræftoverlevere, og er et samarbejde mellem forskere hos Region Sjælland og Kræftens Bekæmpelse. Resultater fra forskningsprojektet forventes at blive offentliggjort i løbet af 2022 og 2023.

Læs mere om undersøgelsen hos Region Sjælland her eller hos Helsefonden her.

Af Amalie Juul og Malene Lindgaard Kloster Sidst ændret 09.03.2022