Gå til sygdomsliste

Er der noget, du har glemt?

Celleskrab, celleprøve, smear, smeartest – der er mange navne for den vigtige undersøgelse for celleforandringer og livmoderhalskræft, som vi opfordrer dig til at tage imod hvert tredje år.

Særligt for dig i tyverne

Husk at bestille tid hos lægen, når du får invitationen i e-Boks

Særligt for dig i tyverne

Bestil tid hos lægen

Når du fylder 23 år, får du en invitation i e-Boks til tjek for livmoderhalskræft. Du bliver inviteret hvert tredje år, indtil du fylder 30. Herefter er det hvert tredje eller femte år, indtil du fylder 65.

Når invitationen kommer, skal du bare huske at bestille tid hos lægen. Hvis du ikke kan huske, hvornår du sidst blev undersøgt eller ikke har fået en invitation, kan du kontakte din læge.

Celleskrab opdager celleforandringer, inden de bliver til kræft

Med et celleskrab kan man finde og behandle celleforandringer på livmoderhalsen, inden de udvikler sig til kræft.

Celleforandringer kan være forstadier til kræft, men forstadier er IKKE kræft. Forstadier udvikler sig oftest langsomt, typisk over 10-15 år.

Sådan foregår et celleskrab fra livmoderhalsen

Ved undersøgelsen ligger du på en gynækologisk briks, og lægen eller sygeplejersken tager et celleskrab fra livmoderhalsen med en lille børste. De fleste mærker, når prøven tages, men de færreste synes, at det gør ondt. Dit celleskrab bliver sendt til et laboratorium og undersøgt for celleforandringer. Hvis du er nervøs for undersøgelsen, er det en god ide at tage en snak med din læge om det,

Du kan læse mere om celleskrabet her:

Sådan foregår celleskrab-undersøgelsen

Svar på celleskrabet

Du får svar på prøven i e-Boks. De allerfleste har ikke celleforandringer, og de får en ny invitation tre år senere. Hvis du har celleforandringer, bliver du henvist til yderligere undersøgelse hos en gynækolog.

Kikkertundersøgelse hos gynækologen

Gynækologen ser ind på livmoderhalsens overflade med et apparat, der ligner en kikkert (kolposkop) og tager små vævsprøver og evt. et nyt celleskrab. Det tager 10-15 minutter. Efter cirka 2 uger får du svar på, om du skal have en såkaldt kegleoperation.

Celleforandringer kan behandles, så de ikke udvikler sig til kræft

Hvert år bliver flere tusinde kvinder behandlet for celleforandringer, der kan være forstadier til livmoderhalskræft. De får en kegleoperation, der fjerner forstadierne, så de ikke udvikler sig til kræft. Ved operationen fjerner lægen et lille kegleformet stykke af livmoderhalsen.

Cirka halvdelen af de omkring 340 kvinder, der hvert år får livmoderhalskræft, er ikke blevet undersøgt regelmæssigt. Kvinder, der deltager i screening, nedsætter deres risiko for at få livmoderhalskræft.

Ung kvinde der fik livmoderhalskræft

Cecilie fik livmoderhalskræft i 2019. Hun opfordrer andre kvinder til at gå til screening (1:00 min.)


Tjek for livmoderhalskræft er vigtigt - også selvom du er HPV-vaccineret

Livmoderhalskræft kan forebygges med HPV-vaccination og celleskrab. HPV-vaccinen beskytter ikke 100 pct. Så selvom du er vaccineret, er det vigtigt, at du også får taget et celleskrab hvert tredje år hos din læge.

Det er derfor en god idé at bestille tid hos lægen, når du får invitationen. Så kommer undersøgelsen i kalenderen med det samme, og du glemmer ikke alt om det.

HPV er årsag til livmoderhalskræft

Livmoderhalskræft skyldes "Human papillomavirus" - også kaldet HPV. Der findes ca. 100 forskellige typer HPV. Syv af dem (HPV 16, 18, 31, 33, 45, 52 og 58) er tilsammen skyld i 90 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft i Danmark.

HPV smitter ved seksuel kontakt, men giver ikke symptomer. Både du og din partner kan derfor være smittet uden at vide det.

De fleste seksuelt aktive bliver smittet med HPV på et eller flere tidspunkter i deres liv. Infektionen er især almindelig blandt unge. Hos langt de fleste forsvinder infektionen af sig selv. Men hos en lille gruppe kvinder bliver infektionen kronisk - de har en øget risiko for at udvikle celleforandringer og senere få livmoderhalskræft. Rygning øger risikoen for, at en HPV-infektion bliver kronisk.

Du kan læse om HPV her:

HPV-vaccination


 

HPV-vaccine

HPV-vaccinen forebygger livmoderhalskræft. Læs mere om HPV-vaccinen på:

cancer.dk/hpv