Gå til sygdomsliste

Populær app kan lette hverdagen i en tid med coronavirus

14-03-2020
Har du brug for hjælp til indkøb eller måske kørsel til behandling? Med appen ’Sammenholdet’ kan dine venner, naboer og familie nemt koordinere hjælpen til dig. Det gælder, hvad enten du er kræftpatient, i karantæne eller på anden vis har brug for at række hånden ud til dit netværk i en svær tid.

Appen Sammenholdet kan hjælpe med at koordinere hjælp og holde netværket informeret i en svær tid. Foto: Claus Dahlstrøm

I øjeblikket er hele Danmark i alarmberedskab, og det påvirker os alle. Nogle er i karantæne, særligt sårbare mennesker er gået i frivillig isolation af frygt for at blive smittet med ny coronavirus, skoler og institutioner landet over er lukket ned, og mange mennesker har brug for hjælp i en svær tid. 

Og her kan Kræftens Bekæmpelses app ’Sammenholdet’ være et vigtigt og brugbart redskab – ikke kun for kræftpatienter, men for alle, der har brug for at informere sit netværk og bede om hjælp. Det fortæller Marie Lawætz, der er chef for Kræftlinjen og digitale fællesskaber i Kræftens Bekæmpelse.

Præcisering om brugen af appen - man aktiverer sit netværk

På baggrund af henvendelser fra brugere, der gerne vil hjælpe, vil vi præcisere, at appen er lavet til at få familie, venner og naboer til at hjælpe med praktiske ting i hverdagen - altså mennesker man kender i forvejen.

Den er  ikke lavet til at matche mennesker, der ikke kender hinanden, så man kan desværre ikke bruge appen til at matche anonyme brugere med hinanden.

- Appen kan både bruges til at holde netværket informeret og koordinere hjælp, siger Marie Lawætz chef for Kræftlinjen og digitale fællesskaber i Kræftens Bekæmpelse.

- For rigtig mange danskere er hverdagen i disse dage sat på standby, og overskuddet til praktiske gøremål kan være meget lille. Heldigvis har flere af os en omgangskreds, der gerne vil hjælpe. Men man ved måske ikke præcis, hvordan man bedst hjælper eller med hvad – her vil vi klart anbefaler, at man benytter sig af et værktøj som Sammenholdet, siger Marie Lawætz. 

Information og koordinering

I appen kan patienter oprette en profil, eller pårørende kan oprette en profil på vegne af den, der har brug for hjælp. Når profilen er oprettet, inviterer man netværket ind, hvorefter man kan udbyde forskellige opgaver. 

- Appen tjener overordnet to formål. For det første kan den bruges til at holde netværket orienteret om, hvordan man har det, og hvordan det går i ens forløb. For det andet kan den bruges til at udbyde konkrete opgaver. Eksempelvis hjælp til at gå med hunden, passe børnene, køre til sygehuset eller hjælp til at gøre rent, forklarer Marie Lawætz. 

Nogle vælger også at oprette Facebookgrupper til at holde netværket orienteret, men fordelen med appen er, at ens data her er beskyttede.

Lars og Kirsten Mikkelsen bruger Sammenholdet og meget glade for den. Foto: privat

En lettelse både for patienter og pårørende

Omkring 10.000 danskere bruger i øjeblikket appen. Det gælder blandt andet Lars og Kirsten Mikkelsen fra Aarhus. Sidste sommer fik Lars konstateret en hjernetumor, og siden har familien brugt Sammenholdet til at række ud efter hjælp fra deres familie og venner. De oplever, at der sjældent går ret lang tid, før en i deres netværk har meldt sig på banen med hjælp. 

- Appen er en kæmpe hjælp og lettelse i hverdagen. I stedet for at man skal ringe rundt og bede om hjælp og måske føle, at man belaster de samme mennesker hele tiden, så kan folk selv påtager sig de opgaver, de kan klare. Vi har faktisk oplevet, at der er flere, der siger, at vi godt kan lægge endnu flere opgaver ud, end vi gør, da folk meget gerne vil hjælpe, fortæller Kirsten, der er gift med Lars.

Og lige nu ser Lars og Kirsten en mulighed for at bruge appen på en ny måde. Lars går normalt til genoptræning, da det er vigtigt at han holder sig i form. Men på grund af coronavirussen er al træning aflyst, og derfor vil de bruge appen til at spørge, hvem der kan komme forbi for at gå eller cykle en tur sammen med Lars.

- Folk må selvfølgelig ikke være forkølede og vi skal tage de nødvendige forholdsregler med at holde god afstand og vaske hænder, men det er fortsat vigtigt at komme ud og være fysisk aktiv, og det er da oplagt at bruge appen til finde dem i vores netværk, der har tid til at være fysisk aktive og samtidig få en god snak, siger Kirsten.

Læs mere om hjernetumorer

Positive tilbagemeldinger på Sammenholdet

Marie Lawætz fortæller, at de jævnligt får positive tilbagemeldinger på appen. 

- Både patienter og pårørende fortæller, at appen er en stor lettelse i hverdagen. Patienten skal ikke selv koordinere hjælpen, og de pårørende sidder ikke med dårlig samvittighed over, om de nu også hjælper godt nok. De tager de opgaver, der passer dem og kan samtidig se, når andre træder til. På den måde kan de se, at patienten er i gode hænder, siger Marie Lawætz. 

Appen kan downloades gratis, der hvor du henter apps og kan benyttes af både kræftpatienter og andre, der har brug for hjælp eks. fordi de har andre alvorlige sygdomme eller er i karantæne.

Læs mere om sammenholdet

Sammenholdet

Viden og rådgivning om corona til kræftpatienter

Information om corona