Julies historie

Indtil for 2 måneder siden, var jeg ryger. Jeg røg ca. 10-15 cigaretter dagligt, og havde gjort det sådan i flere år. Faktisk havde jeg aldrig rigtig prøvet at stoppe før - jeg havde tænkt tanken flere gange, men aldrig rigtig prøvet. De fleste af mine veninder og venner var/er rygere, hvilket nok også har været en del af grunden til, at det lå så "naturligt" i mig at ryge - især i deres selskab.

I slutningen af november tog jeg en graviditetstest. Det var ikke planen at jeg skulle have behov for at tage den test på daværende tidspunkt i mit liv, men skæbnen ville noget andet. Testen var positiv. Og det var den næste test jeg tog også. Fuck! Jeg røg flere panik-cigaretter den dag - men allerede dér var mit fokus omkring røgen noget helt andet. Det var mærkeligt!

Jeg besluttede mig for at gennemføre graviditeten og for at beholde det kommende, uventede, ønskebarn.

De første par uger efter den beslutning røg jeg ca. 2-3 cigaretter dagligt... Det gik fint, men tanken om at slippe cigaretterne helt, var skræmmende - og svær! Jeg havde efterfølgende et par uger, hvor jeg røg mellem 0-2 om dagen... Jeg kunne ikke slippe det helt, men jeg kunne mærke, at jeg begyndte at få dårlig samvittighed... Faktisk efter HVER cigaret.

 

Lige inden nytår havde jeg 2 episoder, hvor jeg købte en pakke cigaretter i panik. Jeg røg da 1 cigaret, hvor jeg efterfølgende hadede mig selv, blev ked af det og hældte opvaskemiddel på de resterende cigaret... 2 gange gjorde jeg dét, og så var det som om, at noget ændrede sig inde i mig. Jeg fandt en viljestyrke, som jeg ikke vidste jeg havde.

Nytårsaften røg jeg en sidste cigaret sammen med veninderne kl.  24. Jeg nød den! Og så var det slut med den dårlige vane... Det havde jeg besluttet mig for!

Jeg er blevet overrasket over, hvor hurtigt ens vaner kan ændre sig. Jeg tænker stort det ikke på at ryge længere. En sjælden gang i mellem melder lysten sig, men den forsvinder ligeså hurtigt igen. Jeg er færdig med at købe cigaretter for at hælde opvaskemiddel på dem!

Jeg synes at jeg er verdens sejeste... Og faktisk er jeg overbevist om, at hvis jeg kunne lave den livsændring, så kan alle. Det er svært - men det er det værd!