Natashias historie

Min menstruation var udeblevet i 5 dage, da det en morgen slog mig, at jeg egentlig slet ikke havde fået taget den test jeg skulle have taget i går.

Jeg sendte min kæreste i Lidl for at købe en test, og det skulle være NU!, og 20 min efter stod jeg med en test der så mere eller mindre positiv ud. Nej, det kunne ikke passe. Simpelthen. Så vi prøvede igen dagen efter, og denne gang med en endnu tydeligere streg. SÅ opstod panikken, og jeg kan ellers love at den smøg jeg lige havde antændt blev godt nydt i de 4 hvæs det varede, før det slog mig hvad der skulle ske.

Graviditeten var ikke planlagt. Det var rygestoppet på ingen måde heller. Jeg er 22 år gammel, lige blevet optaget på drømmestudiet, og egentlig i mine allerbedste år, hvor kæresten og jeg havde lavet en god opsparing, samt detaljerede planer om, hvor rejsen skulle gå hen.

Det bliver en længere rejse end ventet. 18 års rejse skal vi ud på. Det bliver uden min ellers faste støtte, som var mine smøger. Både i glædens tid, men også i sorgens. Og Panikkens... Jeg har kun røget de 4 hvæs siden jeg så på testen. Egentlig savner jeg mine smøger dagligt. Hele tiden. Men hvor er det også befriende, ikke at være AFHÆNGIG.

 

Der er ikke længere dage der bliver ødelagt hvis jeg ikke lige får købt smøger inden lukketid. Jeg skal ikke liiige nå en smøg inden jeg skal ud af døren. Jeg skal ikke længere rende hele lejligheden rundt efter både den nye pakke og den lighter, jeg har forlagt. Jeg skal nyde, at mine ellers ikke særlig funktionelle lunger kan få ren luft, og har fået det bedre, og jeg skal nyde at jeg kan nyde min baby, uden at tænke på den forbandede afhængighed.

Jeg er stolt! jeg har forgæves flere gange prøvet et rygestop, uden virkning. Der skulle motivation til for mit vedkommende (Nærmere et tvunget stop ;)), men hvor har det været alt værd.

Jeg udsætter ikke længere mig selv for giften, men endnu bedre kan jeg med god samvittighed sige, at jeg har gjort hvad jeg kan for at mit barn bliver født så "ren" som muligt, uden negative påvirkninger fra mor. Dét må da være det bedste du kan gøre, for dig selv og din familie :)