- Hun lever videre i den hjælp, hun giver andre

For præcis otte år siden tilføjede Carsten den første sang til spillelisten. Siden er den vokset til knap ni timers musik. Sangene spænder vidt i genre, kunstner og årgang, men de har alle én ting til fælles – de minder ham om hans store kærlighed, hans hustru Sanne.

De kunne sagtens lytte til musikken sammen, men spillelisten var mest hans egen. Han hørte den i bilen på vej til arbejde, på kontoret, på forretningsrejser – eller når han savnede Sanne. Og det kunne ske, så snart han trådte ud ad døren.

Mindst en gang om dagen sendte han hende en besked, mens sangene spillede: Den her er til dig. 

Musikken hører han stadig, men beskederne sender han ikke længere. I august måned døde Sanne efter kort tids kræftsygdom. 

– Jeg har haft et liv med en overdosis lykkepiller – hun var min overdosis af lykkepiller, siger han stille. 

Carsten og Sanne var sammen i 34 år og lykkeligt gift i 32. Et liv fyldt med rejser, kreativitet og en dyb kærlighed, der bar dem gennem både medgang og modgang. 

Et liv, de byggede sammen

Carsten og Sanne mødte hinanden i begyndelsen af 1990’erne i IT-branchen. De arbejdede i hver deres virksomhed og allerede i de første samtaler fangede de hinandens opmærksomhed. Samtalerne oste af flirt, og det stod hurtigt klart, at de delte både humor og en fælles nysgerrighed på livet. Det blev begyndelsen på deres liv sammen. 

– Det var aldrig kedeligt med Sanne. Hun var ikke bange for noget. Hvis noget interesserede hende, kastede hun sig ud i det, fortæller Carsten.

Sanne levede efter et enkelt princip: at turde. For at vove er at miste fodfæstet et øjeblik – ikke at vove er at miste sig selv. Det prægede også livet, hun og Carsten byggede sammen.

Hun var kreativ og udadvendt. Hun malede, bandt blomster i egen blomsterbutik, tog uddannelser, skiftede spor og læste til lægesekretær. Et valg med en helt særlig baggrund, som vi vender tilbage til senere.

Og så var Sanne altid klar med en hjælpende hånd. Om det var et menneske, der manglede noget på gaden, et barn der græd, eller nogen i deres omgangskreds, der havde det svært.

– Hun trådte aldrig et skridt tilbage, hvis hun mente, at hendes omsorg kunne hjælpe andre på den ene eller anden måde. Tværtimod. Alle, der kendte Sanne, vil fortælle om hendes enorme hjerte – hvordan hun altid gav mere, end hun tog, fortæller Carsten. 

Hjemmet i Roskilde bærer præg af det liv, de levede sammen: hendes egne malerier på væggene, små skulpturer, minder fra rejser og overraskelser, de havde planlagt for hinanden gennem årene. Hvert år skiftedes de til at overraske hinanden på bryllupsdagen. Nogle gange med rejser, andre gange med små, gennemtænkte oplevelser.

– Vi fejrede altid hinanden. ALTID, siger Carsten med eftertryk.

Kampen for at blive forældre

Sannes største ønske var at blive mor. Men vejen dertil blev lang og hård. Hun gennemgik 27 fertilitetsbehandlinger – år efter år med mislykkede svangerskaber, tab og håb, der brast igen og igen.

– De fleste havde nok givet op længe før. Men det gjorde Sanne ikke. Hun var sindssygt sej, fortæller Carsten.

Til sidst lykkedes det. I 2002 fik de deres søn. 

- Jeg elskede at se hende blive mor. Hun var den dejligste, mest omsorgsfulde af slagsen, fortæller Carsten

For Carsten betød det også en ændring i arbejdslivet. Han sagde farvel til de mange rejser og valgte et job tættere på hjemmet, så han kunne være nærmere familien.

- Vi havde hinanden – og vi havde tiden sammen. Det er jeg uendeligt taknemmelig for i dag, fortæller Carsten. 

Sygdom og tab

I 2011 blev Sanne behandlet for brystkræft. Årene med sygdom, tab af familiemedlemmer og andre belastninger satte spor på hendes sind. Hun oplevede perioder med angst, depression og PTSD, og fik støtte fra psykiatrien til at håndtere eftervirkningerne.

På det tidspunkt arbejdede Sanne som lægesekretær på fødeafdelingen i Hvidovre – en uddannelse, hun havde taget på baggrund af egne erfaringer. Hun elskede sin arbejdsplads, og arbejdet gav hende stor støtte gennem de svære år med psykiske belastninger. Alligevel måtte hun på et tidspunkt stoppe for at passe på sig selv. 

Det var vemodigt, men gav hende mulighed for at dele hverdagen med Carsten på en ny måde. Hun fulgte med på forretningsrejser og kørte ofte de lange bilture, så han kunne arbejde undervejs – og de kunne have aftenerne sammen, hvor han ellers skulle arbejde.

- Vi så det begge som en dejlig mulighed for at være tæt på hinanden, fortæller Carsten. 

Gennem årene har parret rejst rigtig meget sammen. Marbella blev hurtigt et fast 
tilflugtssted, hvor de gennem et vennepar havde adgang til et hus. De elskede at holde ferie i den andalusiske kystby.

Men under en af disse ture ændrede alting sig. 

For i juni 2025, på en af de sidste dage af ferien, fik Sanne akutte smerter i 
skulderen. Første talte parret om, at det måske var skulderen, der protesterede efter de 210 hækplanter Sanne havde gravet ned i haven ugen inden. Men hjemme i Danmark viste en scanning desværre, at det ikke var en overbelastning, men kræft – en aggressiv form for lungekræft, som på kort tid spredte sig til flere dele af Sannes krop. 

Knap seks uger senere sov hun stille ind på hospice i Roskilde – en smuk nat, mens Carsten og deres søn sad hos hende.

– Da hun var væk, gik vi udenfor. Og der var et helt særligt stjernebillede over hospice. Det står printet i mit hjerte for altid, fortæller Carsten.

Da de kom ind på stuen igen, havde personalet gjort Sanne fin. Hendes krop var stadig varm.

Sidste på formiddagen spurgte en af sygeplejerskerne, om de ønskede at synge for hende. Det ville Carsten, deres søn og svigerdatteren – som var kommet derud og havde været med gennem hele Sannes sygdomsforløb – meget gerne. Sammen valgte de salmen “Du, som har tændt millioner af stjerner”, som føltes som den helt rigtige beskrivelse af Sanne. 

- Jeg savner hende enormt. Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville være sammen med hende velvidende, at jeg ville miste hende igen, ville jeg altid svare JA. Vi har været så lykkelige siden allerførste dag, vi mødtes, fortæller Carsten. 

Mindeindsamlingen 

Da Sanne blev bisat, kom over 250 mennesker for at tage afsked.

- Hun havde rørt så mange menneskers liv, fortæller Carsten.  

For Carsten var det vigtigt, at afskeden også bar hendes værdier videre. Derfor oprettede han en indsamling – en mindegave – til kræftsagen.

– Jeg vidste, det var lige i hendes ånd. Hun ville have elsket tanken om at hjælpe 
andre på samme måde, som vi selv fik hjælp af Kræftens Bekæmpelse – både i den sidste måneds tid af Sannes liv, for 15 år siden, da hun havde brystkræft og for 10 år siden, da jeg havde nyrekræft, fortæller han. 

Pengene fra indsamlingen går til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. På den måde lever Sanne videre i den hjælp, hun altid gav andre.

– Hun er her ikke mere. Men det, hun stod for, forsvinder ikke. Det fortsætter, ligesom min kærlighed til hende. For, størst af alt er kærligheden – det må døden acceptere, slutter Carsten, i takt med ordene fra Anne Linnets sang, der lyder stille fra højttaleren i baggrunden.