Maria fejrer 20-års kræftfri-jubilæum

- Jeg fejrer, at jeg hver morgen rejser mig – og stadig vælger livet!

I år er det 20 år siden, Maria blev erklæret kræftfri – og året, hvor hun fylder 50. To markante milepæle, hun vælger at fejre med en mærkedagsindsamling til Kræftens Bekæmpelse som tak for livet, for forskningen, der reddede hende, og for den viden og behandling, der i dag hjælper hende med at leve et godt liv.

– For det handler ikke kun om at overleve. Det handler om at få et liv tilbage, man kan være i, siger hun.

Livet efter kræften har ikke været let. Men i stedet for at lade sorgen definere hende har hun rejst sig, når det blev svært, fundet nye veje og holdepunkter – og accepteret, at livet ikke altid kommer med klare svar.

– Jeg lever – og der er stadig masser at smile af og glæde sig over, siger hun.

Hun håber, at hendes historie kan inspirere andre til ikke at give op – og til at tro på, at selv knuste drømme kan danne grobund for noget nyt.

Braste drømme 

Året er 2005. Maria er 29 år gammel, i gang med sidste del af sin bachelor, og bor med sin kæreste gennem ti år i en kollegielejlighed på Vesterbro. Marias kæreste er netop blevet færdig med sit studie – og når det bliver Marias tur om lidt, er det planen at finde et nyt sted at bo. Sammen vil de det hele – rejse, opleve, hus, have og børn. Hele livet venter på dem.

Så da hun mærker de første smerter i underlivet og maven, kredser hendes tanker sig om alt muligt andet end kræft. Først tænker lægerne, at det måske er blindtarmsbetændelse?

Men situationen er mere alvorlig. I januar får Maria lavet et keglesnit på grund af forandringer i underlivet – og få uger senere får hun en besked på hospitalet, hun slet ikke er forberedt på.

Keglesnitet er ikke nok – højere oppe i livmoderhalsen sidder en tumor på 4 cm. Maria har livmoderhalskræft og skal hurtigst muligt have fjernet livmoderen.

På lægens kontor flyver ordene rundt i rummet og blander sig sammen i en mærkelig pærevælling. Maria kan ikke lade være med at tænke på én ting: Kan jeg så ikke blive gravid?

Svaret rammer som en hammer i maven.

Hvorfor mig? 

Maria og hendes kæreste er knuste. Men der er ikke en anden vej. Forude venter en stor operation. Hurtigt bliver de derfor enige om, at de må parkere sorgen for en stund og samle tankerne.

Marias kæreste viger ikke fra hendes side. Han er en rigtig god støtte hele vejen igennem – det er ham, der uden at kny tager sig af Maria, al praktikken og dialogen med venner og familie, så hun ikke skal spekulere over det.

Selvom Maria ikke er meget alene under indlæggelsen, har hun i dagene efter den tre timer lange operation et øjebliks stilhed på enestuen, hvor virkeligheden rammer. Op til operationen har hun været i et praktisk gear – fokuseret på detaljer for at holde tankerne på afstand. Men nu, hvor hun ligger dér, trænger følelserne sig på: Hvorfor lige mig? Er der en mening med det her?

Hårde behandlinger

Nogle uger efter kommer svaret fra dyrkningen af de lymfer, lægerne fjernede under operationen – der er ingen spredning! Maria ånder lettet op - nu skal hun bare igennem den forebyggende efterbehandling, hun er blevet tilbudt grundet tumorens placering og størrelse.

Men behandlingerne rammer hårdere, end hun havde forestillet sig. Kemoen gør hende rigtig træt, og strålerne skader hendes tarme, så hun har svært ved at holde på afføringen. Nogle dage føles det som om, Maria ikke har mere at give af. Alligevel finder hun styrken til at gennemføre. For det er bare ikke en mulighed at give op.

I påsken, hvor Maria får sin allersidste behandling, aftaler hun med kæresten, at det skal fejres. De slår derfor deres 2 x 30-års sammen til en stor sommerfest for venner og familie. Månederne efter går med planlægningen af det – det er rart at have noget dejligt at se frem til. Og på den anden side af sommeren er det planen, at Maria skal i gang med livet igen, hvor hun slap!

Intet bliver som før

Men tiden efter er alt andet end det, Maria havde forestillet sig.

Før sygdommen var Maria en aktiv og energisk pige, der dyrkede al slags sport – fodbold, tennis, badminton. Hun elskede bevægelse og fællesskab, og det var en stor del af hendes identitet.

Nu, flere måneder efter behandlingen er afsluttet, er smerterne i tarmene endnu ikke sluppet, og benene føles tunge af væske. Maria føler sig fanget i lejligheden, som om tiden står stille derinde, mens verden udenfor bare buldrer videre. Studiekammeraterne afslutter deres uddannelser, og veninderne deler glædestrålende nyheder om kommende babyer. For Maria føles det hele som et fjernt ekko – hun kan slet ikke rumme det.

Det er en svær tid fyldt med sorg og skam - hvorfor kan hun ikke bare føle sig heldig over det liv, hun er så taknemmelig for, at lægerne har skænket hende på ny?

Heldigvis bliver Maria mødt med støtte i Kræftens Bekæmpelses Rådgivning i København. Her hjælper en rådgiver hende både med tankerne og med at skabe overblik over den nye hverdag. Det giver Maria en tiltrængt ro – og plads til lidt mere liv. For fandeme nej, om Maria vil sætte sit liv på pause!

En god tid

I 2006 deltager Maria i et kommunalt praktikforløb på et kreativt værksted, hvor lysten til at færdiggøre studiet i Ernæring og Sundhed begynder at vende tilbage. Selvom det kræver alt, hvad hun har i sig, bidder hun tænderne sammen og gennemfører bacheloren året efter – en milepæl, der føles som en sejr over meget mere end bare bøgerne.

Kort tid efter falder Maria og hendes kæreste over deres drømmehus – en urørt naturgrund i Odsherred Kommune. De bliver smaskforelskede, både i stedet og i tanken om at skabe noget sammen. Et hus, de kan renovere og sætte deres helt eget præg på. Samtidig tikker et jobtilbud ind til Maria, og pludselig falder alting på plads.

Mellem hus, have og fuldtidsarbejde prioriterer Maria sin lymfedrænage, der lindrer væskeophobningen i benene. Men kroppen begynder at sige fra. Trætheden tager til, og maven driller konstant. Til sidst må hun erkende, at det ikke går længere, og takker ja til at blive visiteret til fleksjob. For hun vil blive på arbejdsmarkedet, så længe hun kan. Førtidspension føles ikke rigtig. Ikke endnu.

I den forbindelse veksler Maria mellem praktikforløb, hvor hendes arbejdsevne bliver revurderet. Her skruer hun op og ned for timerne alt efter, hvad kroppen kan holde til.

I 2018 vælger parret venskabeligt at gå hver til sit – efter mange hårde år er de langsomt bare vokset fra hinanden.

Senfølgeklinikken – et vendepunkt

Sideløbende med, at Maria forsøger at finde fodfæste i sit arbejdsliv og vænne sig til den nye hverdag alene, henviser lægen hende til senfølgeklinikken i Roskilde – et afgørende vendepunkt, hvor hun endelig møder den hjælp, støtte og behandling, hun så længe har manglet.

Siden har det givet Maria en stor tryghed at vide, at der er et sted, hun kan gå hen, når det hele bliver for overvældende – et sted, der forstår, hvad hendes krop dagligt går igennem, selvom det ikke kan ses udenpå. Et sted, hvor hun ikke skal forklare eller forsvare, at kroppen bare er træt og udmattet – at selv de mindste ting i hverdagen kræver hvile og planlægning.

På klinikken får Maria endelig sat ord på nogle af de problemer, hun har kæmpet med i årevis. Hun får diagnosen fatigue – en altoverskyggende træthed, der ikke forsvinder, uanset hvor meget hun sover. Samtidig bliver hun grundigt udredt for de mange smerter i kroppen, herunder nervesmerter, som hun nu får den rette medicin imod. Hun lærer desuden teknikker, får redskaber til at leve med sine senfølger – og bliver henvist til speciallæger, som endelig kan tilbyde den nødvendige behandling. For første gang føler Maria, at nogen ser hele hende – ikke bare hendes symptomer.

Glæden i de små ting

I dag arbejder Maria ni timer om ugen som pædagogisk medarbejder i et bofællesskab for ældre borgere med fysiske og psykiske udfordringer. Et arbejde, hvor hun bruger både sin faglighed og livserfaring til at gøre en forskel – og hvor hun selv mærker, at hun stadig har noget vigtigt at give.

Efter mange år med sygdom og senfølger har hun fundet en ny balance i tilværelsen. En hverdag, hvor det ikke handler om tempo, men om nærvær – og hvor de små ting har fået en ny betydning.

– For mig handler det især om at finde glæde og ro i de små ting i hverdagen – det kan være alt fra solsortens spæde forårssang, et smil fra en fremmed på gaden til nydelsen af et godt stykke mørk chokolade, slutter hun.