Årsager til hjernetumorer
I de fleste tilfælde kender man ikke årsagen til hjernetumorer, men hyppigheden stiger med alderen. I modsætning til kræft flere andre steder i kroppen opstår kræft i hjernen tilfældigt, og langt de fleste typer hjernekræft opstår uden nogen påvist sammenhæng med livsstil eller miljø.
Langvarig hormonbehandling efter overgangsalderen
Forskning viser, at kvinder, der har været i hormonbehandling i mere end 10 år i forbindelse med overgangsalderen, øger risikoen for at udvikle hjernetumorer af typen meningeom. Meningeomer er som regel godartede.
Røntgenstråler og hjernetumorer
Man ved, at røntgenstråler kan medføre hjernetumorer. Derudover har højspændingsledninger og mobiltelefoner været diskuteret meget, men der er ikke undersøgelser, som viser, at disse kan fremkalde hjernetumorer.
Kræftens Bekæmpelse har lavet en stor undersøgelse af sammenhængen mellem brug af mobiltelefoner og forekomsten af tumorer. Undersøgelsen viste ikke en større forekomst af hjernetumorer hos personer, som taler i mobiltelefon i sammenligning med resten af befolkningen.
Arvelige forhold
Arvelige former for hjernetumorer er meget sjældne, men der findes særlige arvelige sygdomme, hvor hjernetumorer forekommer hyppigere.
Hvis man har et af disse sjældne syndromer, har man en øget risiko for at få en hjernetumor:
Arvelig sygdom |
Øger risikoen for hjernetumor af typen |
|---|---|
| Neurofibromatose type 1 | Opticus gliom, astrocytom |
| Neurofibromatose type 2 | Akustikus neurinom, meningeom |
| Li-Fraumeni syndrom | Glioblastom, astrocytom, medulloblastom, plexus choroideus tumor |
| Familiær colonpolypose | Medulloblastom |
| Tuberøs sklerose | Astrocytom |
| Gorlin syndrom | Medulloblastom, meningeom |
| Ataxia telangiectasi | Medulloblastom |
| Retinoblastom | Hypofysen |
| Von Hippel-Lindau syndrom | Hæmangioblastomer i nethinde og lillehjerne |
| Nijmegen breakage syndrom | Medulloblastom og gliom |
|
Læs mere om sjældne arvelige sygdomme på Socialstyrelsens hjemmeside: |
|
Her kan du læse mere om nogle af de arvelige sygdomme:
- Neurofibromatose type 1 (von Recklinghausens sygdom)
Neurofibromatose er en arvelig sygdom, som kan vise sig ved store lysebrune pletter på huden og ved knuder langs nerverne i underhuden og andre steder i kroppen, bl.a. på synsnerven. - Li-Fraumenis syndrom
Li-Fraumenis syndrom er en meget sjælden arvelig sygdom, som medfører en øget risiko for hjernetumorer, knogle- og bløddelssarkomer, binyrekræft, brystkræft og leukæmi. Syndromet skyldes ændringer i et gen kaldet TP53. - Tuberøs sclerose
Tuberøs sclerose er en arvelig sygdom, hvor man får ændringer i huden og mange godartede knuder i hjernen og andre organer. Man kan også få epilepsi, og i nogle tilfælde kan sygdommen påvirke udviklingen - Nijmegen breakage syndrom
Nijmegen breakage syndrom er karakteriseret ved, at man ofte er lav og har et lille hoved. Ansigtet har særlige træk, og immunforsvaret er svagt, så man får mange luftvejsinfektioner. IQ falder med alderen. Syndromet giver en meget høj risiko for kræft, især en type kaldet Non-Hodgkin lymfom, som ofte opstår før teenagealderen. Man kan også få hjernetumorer (medulloblastom og gliom) og rhabdomyosarkomen, som er en type bløddelssarkom i musklerne. - Retinoblastom
Retinoblastom er en sjælden type kræft, der opstår i nethinden i øjet hos børn. Symptomer og tegn på retinoblastom er en abnorm hvid refleks som ses gennem pupillen (leukocoria), skelen, smerter i øjet, rødme og nedsat syn. Der er desuden øget risiko for at udvikle kræft i hypofysen, knoglesarkom, bløddelssarkom og modermærkekræft.
Læs mere om arvelige cancersyndromer:
Kromosomforandringer
Forskere har fundet ud af, at hjernetumorer kan opdeles i forskellige grupper baseret på, hvordan generne i tumorcellerne er tændt eller slukket – uden at selve DNA-sekvensen er ændret. Det involverer kemiske ændringer i DNA’et, som kan aktivere eller deaktivere generne.
Især en proces kaldet DNA-methylering spiller en vigtig rolle. Her ændres ikke selve DNA-sekvensen, men de biologiske funktioner i cellen påvirkes, fordi metylering kan tænde og slukke for geners aktivitet.
At kende disse undergrupper kan hjælpe med at vælge den bedste behandling og give en idé om, hvordan sygdommen udvikler sig. Disse ændringer opstår ofte senere i livet.