Hans Henrik: Forskning er vejen frem

Hvert år donerer Hans Henrik Haase penge til Kræftens Bekæmpelse. Det gør han, fordi han håber, at forskerne finder kuren mod kræft, så andre ikke skal miste deres kære så tidligt, som han gjorde.

Jeg ved godt, at man ikke sådan lige finder kuren mod kræft, for kræft er mange sygdomme. Men jeg håber, at mine søskendes og mine årlige donationer er med til at sikre, at behandlingen hele tiden bliver bedre og bedre og mere skånsom, siger 46-årige Hans Henrik Haase fra Nykøbing F. 

Hans Henrik har mistet flere af sine nærmeste på grund af kræft, for eksempel døde hans far tilbage i 2008 af prostatakræft.

Hans Henrik har på intet tidspunkt været i tvivl om, hvorvidt noget af hans arv skulle gå til Kræftens Bekæmpelse eller ej. Det samme gælder hans to søskende. 

-Jeg besluttede straks, at jeg ville støtte Kræftens Bekæmpelse, og jeg gør det på den måde, at jeg hvert år donerer et fast beløb, fortæller Hans Henrik Haase. 

Det betyder, at han både får renter og fradrag på de penge, som er sat til side til Kræftens Bekæmpelse. 

 -Men det er jo ikke det, det handler om. Nej, jeg føler, at jeg er med til at gøre en forskel, jeg er med til at gøre noget godt for andre. Det er en god følelse, siger han. 

Hans Henrik er sygeplejerske. Han har tidligere passet og plejet kræftpatienter på sygehuset i Nykøbing F. Nu foretager han undersøgelser, såkaldte koloskopier på mennesker, hvor der er mistanke om tarmkræft. (Det er borgere fra Region Sjælland, som deltager i det landsdækkende tilbud om tarmkræftscreening, der bliver indkaldt til koloskopi på baggrund af en afføringsprøve). 

-Vi finder kræfttilfælde, men jeg håber hver gang, at sygdommen er opdaget på så tidligt et stadie, at patienten bliver rask. 

-Jeg har stort set altid arbejdet med ’kræft’ på en eller anden måde i mit arbejde, og det ønsker jeg at fortsætte med. Kræftsagen er en meget vigtig sag, fastslår Hans Henrik Haase. 

Hans Henrik er i øvrigt i god kontakt med Kræftens Bekæmpelse. Han har eksempelvis været på besøg i Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter og set, hvordan hans penge bliver brugt. 

Vil du være Særlig Velgører? Kontakt os