Spring navigation over

Jeg er slet ikke i tvivl

Lene Keinicke får konstateret tarmkræft midt under corona. Det sætter skub i processen med at få styr på sit testamente.

Lene sidder ved stranden på en bænk i flot vejr

Foråret 2020 er ét, vi aldrig glemmer. Mens forårsløgene piblede op af jorden, var Danmark lukket ned pga. Covid19. Mundbind, håndsprit og hjemmearbejde var pludselig de mest brugte ord i vores ordforråd. Gaderne lå øde hen, mens alle blev opfordret til at holde sig hjemme og kun se de nærmeste.

Lige præcis her går Lene Kenicke, som i dag er 61 år, til lægen. Noget er ikke, som det skal være med hendes afføring. Den svinger meget, og hun har også lagt mærke til blod. Lægen sender hende hjem med uforrettet sag. Hun vil ikke lave en henvisning, da det meste sygehuskapacitet i denne periode er dedikeret til behandling af corona.

- Efter et par dage tænkte jeg fandme nej – man kan da godt få kræft, selv om der er corona. Så jeg opsøger lægen igen, fortæller Lene.

Lene sidder og slapper af inde i sin campingvogn
Lene flyttede til Kalundborg, efter hun blev syg, for at være tættere på familie og venner og hendes campingvogn. Hun er fastligger på en plads syd for byen.

Heldigvis. I anden omgang får Lene en henvisning. Efter et par måneders ventetid møder Lene op på sygehuset med mistanke om tarmbetændelse. Lægen, der undersøger hende, er dog ikke overbevist, så han sender hende videre til en koloskopi dagen efter. Undervejs i den undersøgelse, bliver lægen stille og kalder på bagvagten. Allerede der er Lene klar over, at noget er galt. Og ganske rigtigt, hun får herefter konstateret tarmkræft.

Lene står udenfor på det grønne græs i godt vejr
Lene dyrkede meget vandreture og sov i shelter, før hun blev syg. Det har kræft sat en stopper for. Hun går små ture i sit eget tempo på ruter, hvor hun ved præcis, hvor bænkene står.

To operationer på få uger

Hun bliver opereret to gange inden for fem uger, da første operation kostede så meget af lukkemusklen, at det er nødvendigt at anlægge en stomi.

- Jeg er glad for, at jeg er så stædig, som jeg er. Man skal ikke ignorere sin mavefornemmelse – selv ikke hvis en læge afviser en, siger Lene.

En ny hverdag som førtidspensionist

I dag har Lene det som udgangspunkt godt. Hun har desværre en del smerter pga. arvæv, og har derfor måttet sige farvel til arbejdslivet og omfavne en ny hverdag som førtidspensionist.

- Jeg skal tænke mig om og planlægge mine dage efter mit energiniveau. Hvis jeg ved, at jeg skal noget større, så skal jeg ’spare op’ og hvile godt ud bagefter, fortæller Lene og fortsætter:

- Jeg er meget taknemmelig over at være født i et land, hvor jeg stadig har et godt liv med de forudsætninger, jeg har. Jeg har måttet sige farvel til vandreture og længere rejser, da jeg ikke kan sidde ned i en flyver så længe. Men jeg er stadig aktiv på det niveau, jeg kan.

Lene sopper i vandet
Lene er vinterbader. Hun var bange for, om hun kunne fortsætte efter stomien, men det har ikke været noget problem.

Arbejdede med kræftramte

Før Lene selv fik kræft, arbejdede hun som fysioterapeut med kræftramte. I tiden efter hendes egen operation var hun fast besluttet på at vende tilbage. Hun kæmpede sig op på fuld tid, men måtte erkende, at det slet ikke fungerede. Derefter forsøgte hun at holde fast igennem et flexjob, men det kostede alt for meget på energikontoen og betød, at hun ikke havde overskud til andet end at arbejde.

- Det var rigtig svært for mig at acceptere. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke skulle være en pivskid. Men kroppen ville bare ikke det samme som hjernen, siger Lene.

Grebet af Kræftådgivningen

Et halvt år efter operationerne vælter Lenes verden. Heldigvis bliver Lene grebet i Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Næstved, hvor en rådgiver sender Lene til lægen efter en henvisning til en psykolog.

Det bliver starten på at lande i et nyt liv, som så noget anderledes ud end før sygdommen. Lene kendte også rådgivningen fra da hendes far havde kræft. Hun er også tidligere kommet der med en kræftsyg veninde.

- Det er et skønt sted at komme, og man bliver altid omfavnet og grebet, uanset hvordan man dukker op. Både min far og jeg selv har fået så meget gavn af Kræftens Bekæmpelse, siger Lene.

Lene strikker udenfor
Lene går til gospel og synes, at det er fuldstændig fantastisk. Ugen starter altid godt ud med en tur til kor mandag aften.

En kæmpe lettelse af få orden i sagerne

Kort tid før Lene bliver syg, mistede hun sin mor til dårligt hjerte og demens. Desværre havde hendes mor ikke lavet en fremtidsfuldmagt, så det blev en ret besværlig proces i Familieretshuset for at gøre Lene til værge.

Lene er derfor slet ikke i tvivl om, at hun selv skal have styr på papirerne, da hun bliver syg.

- Min familie har allerede, hvad de skal bruge. Jeg var derfor slet ikke i tvivl om, at Kræftens Bekæmpelse skulle betænkes i mit testamente. Jeg har selv fået så meget god hjælp. Og hvis vi skal ændre fremtiden for de unge, så skal der midler til forskningen, siger Lene.

Hun hev derfor fat i en advokat, som hjalp hende med både et testamente og en fremtidsfuldmagt. Lene fik en glædelig overraskelse, da advokaten fortalte hende, at hun kunne få tilskud til regningen gennem Kræftens Bekæmpelse.

Jeg vil anbefale andre at få skrevet testamente så hurtigt som muligt. Det giver ro i hovedet
Lene Keinicke
Lene står uden foran sin campingvogn i solen
Lene nyder sommersæsonen som fastligger på en campingplads. Her kan hun gå ture og er også tæt på vandet.

- Det er en kæmpe lettelse at vide, at jeg har styr på, hvad der skal ske. Og at nogen kan tage vare på mig, hvis der sker mig noget. Jeg har valgt, at mine arvesmykker skal blive i familien, men ellers skal min arv gå til Kræftens Bekæmpelse. Det er dejligt, at det ikke er alt eller intet, men at man kan vælge ud, hvem der skal arve hvad, siger Lene.

Lenes familie støtter op om beslutningen. Lenes søster fik en pårørendesamtale i kræftrådgivningen, da Lene blev syg, så hun har også på egen krop oplevet, hvilken hjælp Kræftens Bekæmpelse tilbyder.  

Lene ved en strandklit
For Lene har det givet ro i hovedet at få styr på sit testamente.

Arvedonationer gør en stor forskel

Ligesom Lene, vælger mange danskere hvert år at betænke kræftsagen i deres testamente. Det er meget forskelligt, hvad og hvor meget hver enkelt vælger at donere til Kræftens Bekæmpelse. Hvert et bidrag tæller uanset beløbets størrelse og er med til at støtte Kræftens Bekæmpelses arbejde for, at færre får kræft. Foreningen er fritaget for arveafgift, så hele beløbet går til kræftsagen.

Kræftens Bekæmpelse er en uafhængig organisation, derfor er arvedonationer og private bidrag helt afgørende for arbejdet med forskning, oplysning og støtte til patienter og pårørende. Kun tre pct. af Kræftens Bekæmpelses indtægter kommer fra det offentlige.

Inspirerende og rørende fortællinger

Arvedonationer gør en stor forskel. Mød nogle af dem, som har betænkt kræftsagen og dem, som har fået gavn af arvedonationerne.

Har du brug for at tale med en arverådgiver?

Du er meget velkommen til at kontakte vores arverådgivere på arv@cancer.dk. Vi er klar til at hjælpe med svar på generelle spørgsmål om arveloven og med, hvordan du rent praktisk får oprettet dit testamente. Vi kan også hjælpe dig med at finde en advokat i dit nærområde.

35257770
Læs mere om arverådgiverne

Få svar på spørgsmål om arv og testamente

Her kan du få svar på hyppige spørgsmål om arv og testamente. Og har du brug for yderligere rådgivning er du altid velkommen til at kontakte vores arverådgivere på tlf. 35 25 77 70 eller mail: arv@cancer.dk

Se flere spørgsmål og svar

Hvis du opretter et testamente, kan du i stor udstrækning selv bestemme, hvordan arven skal fordeles. Hvis du ikke opretter et testamente, fordeles arven efter arvelovens regler.

Hvis du ikke er gift og ikke har børn, bestemmer du over hele din formue. 

Hvis du er gift, eller har børn skal du være opmærksom på tvangsarv og tvangsarvinger, hvor din ægtefælle, børn eller børns efterkommere har krav på at arve en del af din formue. Du bestemmer selv over resten. 

Læs mere om fordeling af arven ifht. tvangsarv og tvangsarvinger

Du kan i dit testamente også råde over enkelte genstande. Det kan f.eks. være smykker, et ur, et møbel eller andet. Du kan tage beslutninger om den arv, du giver videre, f.eks. ved at bestemme, at dine arvingers arv skal være særeje. Der er mange muligheder, og hvis du har særlige ønsker, er det en god ide at tale med en advokat om det. 

Tvangsarv er den del af din formue, som dine arvinger har krav på at arve, og som du ikke kan give til andre ved et testamente. Tvangsarven udgør 25 pct. af din formue.

Er du gift eller har børn, kan du altså frit disponere over 75 pct.af din formue i et testamente.

Er du hverken gift eller har børn, kan du frit disponere over hele din formue i et testamente.

Dine tvangsarvinger er, efter arveloven, din ægtefælle, dine børn og dine børns efterkommere (dvs. børnebørn, oldebørn osv.). 

Se mere om tvangsarv

Hvis du efterlader dig arv, vil det i de fleste tilfælde medføre, at der skal betales en boafgift, tidligere kaldet arveafgift, til staten. Afgiftens størrelse afhænger af boets størrelse, samt hvilken relation du og den enkelte arving har.

Som velgørende organisation, er vi fritaget for at betale boafgift af arven. Derfor går hele beløbet til kræftsagen, hvis du vælger at betænke Kræftens Bekæmpelse i dit testamente.

Se mere om, hvem der skal betale boafgift og afgiftens størrelse

Ønsker du at skrive Kræftens Bekæmpelse ind i dit testamente, kan du vælge at støtte med et bestemt beløb, en procentdel af din formue eller hele din formue. Uanset beløbets størrelse, er din arv med til at gøre en stor forskel.

Du er velkommen til at ringe til vores arverådgivere for at høre nærmere. De kan også hjælpe dig med at finde en advokat i dit nærområde.

Vælger du at testamentere til Kræftens Bekæmpelse, kan du få et tilskud på op til 5.000 kr. til advokatregningen.

Læs mere om at skrive kræftsagen ind i dit testamente

De fleste testamenter koster mellem 4.000 - 8.000 kr. Vælger du at skrive Kræftens Bekæmpelse ind i dit testamente, så giver vi et tilskud på op til 5.000 kr. til advokatregningen. 

Se mere om pris på testamente og om forberedelse til mødet med advokaten

Få Kræftens Bekæmpelses arveguide

Vil du vide mere om arv og testamente?

Så kan du få arveguiden, og blive klogere på arvereglerne, hvordan du opretter et testamente, og hvad du skal være særligt opmærksom på. Du kan også læse om arveloven og se eksempler på, hvordan arven fordeles MED og UDEN testamente.

Få arveguiden nu