Undersøgelse og diagnose ved blærekræft

Sådan bliver du undersøgt hos egen læge

Hvis du er over 60 år og har smerter ved blæren, oplever gener når du skal tisse eller smerter i den øverste del af lænden under de nederste ribben, vil din læge undersøge din urin for mikroskopisk blod.

Lægen kan også føle dig på maven for at undersøge, om der er ømhed, hvor nyrerne sidder, eller om der kan føles en knude. Mænd får undersøgt prostata med en finger i endetarmen, mens kvinder får foretaget en gynækologisk undersøgelse.

Endelig får du taget urin- og blodprøver, som bliver undersøgt på et laboratorium.

Ved mistanke sender lægen dig til undersøgelse på hospitalet

Din praktiserende læge vil sende dig til yderligere undersøgelser på urologisk afdeling for urinvejssygdomme, hvis du har:

• Synligt blod i urinen uden forklarende årsag
• Mikroskopisk blod i urinen med andre symptomer
• En udfyldning i lænden
• Haft en knude i urinvejene tidligere og ved kontrol har fået påvist ny knude

Undersøgelser på urologisk afdeling

Udredningen ved et ekspertteam på urologisk afdeling skal undersøge:

• om det drejer sig om blærekræft (diagnose)
• sygdommens stadie
• dine behandlingsmuligheder  

De første undersøgelser har til formål at finde ud af, om der er tale om kræft eller ej. Diagnosen blærekræft kan først stilles, når en eventuel vævsprøve fra knuden har vist, at der er kræftceller til stede. 

Hvis det er kræft, kan en række andre undersøgelser vise, hvor aggressiv kræften er, og hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig. 

Hvis du har blod i urinen, vil lægen især stille spørgsmål, der drejer sig om din vandladning.

Hvis du har smerter i lænden, bliver du spurgt om, hvordan smerterne føles, og hvor de præcist sidder. Bagefter vil lægen føle på maven for at undersøge, om der er ømhed, hvor blæren sidder, eller om der kan føles en knude.

Urin og blod vil også blive undersøgt i et laboratorium.

Derefter vil du få lavet en kikkertundersøgelse af blæren (cystoskopi) og en CT-scanning af nyrerne og urinlederne. 

Kikkertundersøgelse af blæren i lokalbedøvelse

Lægen kan undersøge blæren med en fleksibel kikkert (cystoskop). Kikkerten er en tynd og bøjelig slange med lys, der bliver ført gennem urinrøret til blæren. Gennem kikkerten kan lægen se det indre af urinrøret og blæren.

Inden en kikkertundersøgelse af blæren bliver du lokalbedøvet i urinrøret. Selve undersøgelsen varer 3-5 minutter og kan være let ubehagelig, men giver normalt ikke smerter.

Vævsprøvetagning foregår oftest i fuld bedøvelse

Hvis kikkertundersøgelsen viser, at du har en ganske lille knude, eller slimhinden blot ser lidt unormal ud, kan lægen tage en vævsprøve i lokalbedøvelse ved cystoskopien i ambulatoriet. 

Hvis det drejer sig om en polyp eller knude i blæren, får du en tid til kikkertoperation enten i dagkirurgisk afsnit eller under indlæggelse. 

En knude i blæren bliver fjernet ved en kikkertoperation

Ved kikkertoperationen får du i fuld bedøvelse enten fjernet knuden eller taget en vævsprøve (biopsi) fra knuden.

Vævsprøven bliver efter operationen sendt til undersøgelse i mikroskop. I mikroskopet kan lægen (patologen) vurdere, om det er kræft., og i så fald hvilken type kræftceller det er, og om kræften vokser dybt ned i blærens muskulatur eller kun er overfladisk.

Vævsprøve (biopsi)   

Forskellige typer af blærekræft

De forskellige typer blærekræft har navn efter, hvor kræften udvikler sig fra.

I Danmark er cirka 95 pct. af alle kræftknuder i blæren opstået i blærens slimhinde (kaldet urotel). Disse kaldes uroteliale karcinomer.

De sidste 5 pct. af kræftknuderne i blæren opstår i omdannede overfladeceller i blærens slimhinde (planocellulære karcinomer), i kirtelceller (adenokarcinomer) eller i umodne celler fra fosterlivet (mesenkymale tumorer).

CT-scanning af blæren, nyrerne og urinlederne

CT-scanning er en specialiseret form for røntgenundersøgelse, der ved hjælp af kontraststof kan vise billeder af nyrerne, urinlederne og blæren.

CT-scanningen kan blandt andet vise, om der er en knude i blæren, og i så fald hvor udbredt den er. 

Lægen kan desuden bruge billederne efter behandlingen til at kontrollere, om sygdommen udvikler sig. CT-scanning af urinvejene undersøger også nyrebækkenet og urinlederne samt nyrerne for tumorer.

CT- scanning af nyrer og urinveje

Hvis vævsprøven viser kræft

Hvis der er fundet kræftceller i en vævsprøve fra blæren, vil du blive nærmere undersøgt. 

Har kræften spredt sig?

Blærekræft kan på diagnosetidspunktet være begrænset til selve blæren, eller den kan have spredt til andre steder i kroppen.

Blærekræft inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er. Om sygdommen har spredt sig eller ej har nemlig betydning for, hvilken behandling du bliver tilbudt.

Lægen vurderer sygdommens forløb ud fra:

• Om kræften har spredt sig (TNM stadieinddeling)
• Hvor aggressive kræftcellerne er   
• Din alder og hvordan dit almene helbred er  

Ud fra det samlede billede tager lægen stilling til, hvilken form for behandling du har behov for. 

System til at vurdere sygdommens udbredelse i blæren

Lægerne beskriver kræftens udbredelse i blæren ud fra, hvor dybt kræften vokser i blærens væg. Jo dybere kræftcellerne er vokset ind i blærevæggen, jo mere fremskreden er sygdommen.

Stadieinddeling af blærekræft:

• CIS: Et fladt forstadie 
• Ta: Polyplignende tumor, der endnu ikke har udviklet sig til kræft, der ikke er vokset gennem blærens slimhinde
• T1: Kræften er vokset ind i bindevævslaget under slimhinden, men vokser ikke ned i blæremusklen
• T1a Kræften vokser overfladisk ned i bindevævet  
• T1b Kræften vokser dybt ned i bindevævet
• T2: Kræften er vokset ned i blæremusklen
• T3: Kræften er vokset gennem blærevæggen
• T4: Kræften er vokset ind i omkringliggende organer

Nedenfor på billedet ses de fem stadier, der er afgørende ved valget af operation.

Blæretumorer: ikke-invasive og invasive

I Danmark opdeler vi i ikke-invasive blæretumorer (som ikke kaldes kræft), og invasiv blæretumor (som kaldes blærekræft):

Overfladiske tumorer (ikke-invasive) som udelukkende sidder i slimhinden (CIS og Ta-tumorer),  er i udgangspunktet godartede, men kan ubehandlet udvikle sig til blærekræft.

Blærekræft (invasiv) deles op i to grupper, afhængigt af hvor dybt ned i blærevæggen kræften er vokset:
 

• Ikke-muskel invasiv blæretumor, hvor kræftcellerne kun er vokset ind i bindevævet under slimhinden (T1-tumorer). Denne type tumor kan betragtes som forstadier til kræft, der kun udvikler sig, hvis de ikke opdages og behandles i tide. Behandlingen er kirurgi og ofte med efterfølgende medicinsk behandling af urinblæren. 

eller

• Muskel invasiv blærekræft, hvor kræftcellerne er vokset ind i (T2) eller igennem (T3) blæremuskelen. Behandlingen er ofte at fjerne blæren, eventuelt kombineret med kemoterapi. Strålebehandling kan også være en mulighed.

Ved mere fremskreden sygdom kan blærekræften være vokset ind i omkringliggende organer (T4)

Undersøgelser for spredning til andre dele af kroppen

Kræften kan være vokset ind i vævet omkring kræftknuden til lymfeknuder i nærheden af blæren eller have spredt sig til andre organer.

Du får derfor rutinemæssigt foretaget en PET/CT-scanning af lunger og bughule for at se, om der er tegn på spredning.

Læs mere: PET/CT-scanning

Hvis lægen finder tegn på, at kræften har spredt sig (metastaser), får du taget en vævsprøve, hvis der er tvivl om, hvorfra spredningen stammer. 

På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt, for at du kan få tilbudt den rigtige behandling.

Anbefaling af behandling vurderes af ekspertteam

Udredning og behandling af blærekræft er fastlagt i nogle generelle behandlingsprincipper, men det betyder ikke, at alle personer får den samme behandling. Tværtimod skræddersys behandlingen til den enkelte på baggrund af, hvad de forskellige undersøgelser har vist om sygdommens udbredelse og i forhold til, hvad den enkelte bedst tåler og selv er indstillet på.  

Når de forskellige undersøgelser er udført, gennemgås resultaterne ofte i et ekspertteam (såkaldt multidisciplinært team, MDT), som består af:

• røntgenlæger
• patologer (dem der undersøger vævsprøverne)
• onkologer (kræftlæger med speciale i kemo- og strålebehandling)
• særligt uddannede kirurger

Teamet når frem til en konklusion og en anbefaling til den behandling, der passer bedst til dig. 

Hvad sker der, hvis du får diagnosen blærekræft

Når lægerne har vurderet alle resultaterne fra undersøgelserne, bliver du indkaldt til samtale med en læge, det vil i de fleste tilfælde være en urinvejskirurg (urolog). Lægen vil fortælle dig om mulighederne for behandling. 
 
Behandling af blærekræft kan bestå af kikkertoperation, blæreskylning, strålebehandling, operation hvor blæren bliver fjernet samt medicinsk behandling. Ofte styres behandlingen i et samarbejde mellem urinvejskirurger (urologer) og kræftlæger med speciale i kemo- og strålebehandling (onkologer), der blandt andet står for strålebehandling og kemoterapi. 
 
Det er vigtigt at vide, at selv om lægen kommer med et tilbud om behandling, er det til syvende og sidst altid din egen afgørelse, hvilken behandling du siger ja til. Der er ofte nogle andre muligheder at vælge imellem, og derfor er det vigtigt at have en ven eller familie med til samtalen, så beslutningen kan hvile på en grundig snak om fordele og ulemper. Du har også altid ret til at udbede dig betænkningstid, hvis du er i tvivl. 

Mange afdelinger har også forskningsforsøg, hvor nye behandlingsmetoder afprøves. Hvis du kan indgå i et forsøg, vil du få grundig information om det, inden du beslutter dig. 

Spørg lægen

Du kan nemt glemme, hvad du vil spørge om, når du først sidder hos lægen. Og måske er det svært at formulere konkrete spørgsmål, der kan give dig svar på det, der bekymrer dig.

Her finder du forslag til, hvad du kan spørge lægen om: Samtale med lægen

Til hvem og hvordan skal jeg fortælle om min sygdom?

Trives du med at være meget åben over for alle om din sygdom, eller er det rart, at kun de nærmeste er informerede? Måske er der nogen, som er bedre at tale med end andre? Hvornår man vil involvere andre, og hvor mange man vil fortælle det til, kan være meget individuelt. Få flere gode råd her:

At fortælle om sygdommen