Gå til sygdomsliste

At leve med kræft i tårekirtlen

Det er krævende at være i behandlingen for kræft. Når behandlingen for kræft i tårekirtlen er overstået i løbet af få måneder, kan de fleste dog søge tilbage mod den dagligdag, som de havde før sygdommen. Her får du hjælp til at tackle de bivirkninger og følger, du kan opleve efter behandlingen.

Hvis du har bevaret dit øje og klarer dig med kunstige tårer, kan du i de fleste tilfælde vende til bage til dit tidligere liv og job. Det gælder også, hvis du har gennemgået en større operation med fjernelse af øjet og efterfølgende har fået ansigtsprotese. Støtte fra dine nærmeste og eventuel professionel rådgivning kan være en vigtig hjælp.

På øjenkræftafdelingen er samtaler med specialiserede sygeplejersker en væsentlig og god støtte under og efter behandlingen.

Ældre par sidder i haven og taler sammen ved et bord

Når man lever med en alvorlig sygdom som kræft, oplever mange at blive mere nærværende i nuet og sætte større pris på familien, vennerne og hverdagen.

Følger efter operation og strålebehandling

Operationen kan medføre nedsat bevægelighed af øjet, og nogle kan få behov for briller med prismeglas eller måske skelekirurgi, hvis der er behov for, at øjets retning bliver justeret. Dette vil lægen opdage og afklare, når du bliver undersøgt ved opfølgningsbesøgene.

Tørre øjne kan behandles med kunstig tårevæske

Strålebehandling giver næsten altid tørhedsfornemmelse i øjet. Det kan man behandle med kunstige tårer, der kan købes i håndkøb. Det er vigtigt at holde øjet fugtigt, da tørhed i øjet kan medføre hornhindebetændelse, som kan gå ud over synet.

Læs mere på Øjenforeningens hjemmeside:

Tørre, våde og irriterede øjne

Om medicin, der kan hjælpe ved tørre øjne på min.medicin.dk:

Kunstig tårevæske

Efter strålebehandling kan der også opstå grå stær, som er en uklarhed af linsen i øjet. Symptomerne på grå stær kan være:

  • Sløret syn
  • At stærkt sollys blænder
  • At det nedsatte syn bliver værre i nedsat lys

Behandlingen er operation med udskiftning af linsen. Søg øjenlæge, hvis du oplever at dit syn bliver sløret.

I alvorlige tilfælde kan strålebehandlingen medføre skade på nethinden. I værste fald kan strålebehandlingen føre til at øjet bliver blindt eller må fjernes.

Tal med din læge, hvis du oplever bivirkninger til strålebehandlingen. Ved opfølgningsbesøgene vil lægen undersøge dig nærmere og hjælpe dig med målrettet behandling af bivirkningerne.

Hvis du har fået fjernet hele øjet

Med kun ét øje vil man få problemer med opfattelsen af dybde, men de fleste vender sig til at klare sig med et øje.

Mange bekymrer sig om, hvordan de vil se ud med et kunstigt øje. Nutidens kosmetiske kirurgi og kunstige øjne giver normalt gode kosmetiske resultater. Dine nærmeste vil kunne se, at øjet ikke er rigtigt, men folk, som ikke kender dig, vil sandsynligvis ikke bemærke det.

Ansigtsprotese som består af kunstigt øje med øjenomgivelser

Hvis du har fået en eksoprotese, fordi øjet og øjenlåg er fjernet, vil der være en stor ændring i ansigtets udseende. En eksoprotese ligner et øje og øjenomgivelser, men øjenlågene kan ikke lukke eller blinke.

Nærbillede af en ældre kvinde med briller

Kvinden på billedet har fået fjernet sit højre øje og øjenlåg,og lever nu med en eksoprotese, som består af et kunstigt øje, hvorpå der er monteret kunstige øjenlåg af silikone. Øjet kan ikke blinke men ligner ganske godt et naturligt øje.

Du kan få fremstillet en såkaldt ansigtsprotese, hvis du har fået fjernet øjet og større eller mindre dele af bryn, vipper, hud og knogler i ansigtet. Ansigtsproteser laves på hospitalsafdelingerne i samarbejde med særlige protesemagere.

Nogle ansigtsproteser består kun af øjet og lidt af området ved øvre og nedre øjenlåg, mens andre også dækker dele af panden, kinden og eventuelt lidt af næsen.  

Protesen fremstilles som regel i silikone. En ansigtsprotese kan sættes fast på forskellige måder f.eks. med en skrue i knoglen (som ved kvinden på billedet her) eller fastmonteret på et par briller.

Fremstilling af denne type protese kræver flere konsultationer, hvor du får protesen modelleret, så den passer til dit ansigt og til det andet øje.

Det kan være svært at vende sig til det ændrede udseende, især ved mødet med nye mennesker, men støtte fra familie, venner og hjælp fra en psykolog kan have en stor betydning. For mange er åbenhed og måske humor med til at gøre mødet med andre lettere. Læs mere og få konkrete råd: 

Hvis krop og udseende ændrer sig ved en kræftsygdom

Her kan du få hjælp

Få hjælp af en professionel rådgiver

Det kan være en hjælp at tale med en professionel. Du kan tale med sygehusafdelingen, din egen læge eller en psykolog. Du kan også få hjælp på en af Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger eller ved at ringe til Kræftlinjen. Læs mere:

Kræftens Bekæmpelses rådgivning

Mød andre i samme situation

Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende på cancerforum:

Cancerforum.dk


Alt om kræft i tårekirtlen:

Kræft i tårekirtlen

Læs om andre typer kræft, der kan opstå i øjnene:

Kræft i øjne og øjenomgivelser

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning