Latinsk betegnelse for udskrabning. Ved en udskrabning fjernes overskydende slimhinde i livmoderen.

Kræftvæv der udgår fra kirtelceller, f.eks. i brystet.

Godartet knude, der er udgået fra kirtelceller.

Godartet forandring i brystet med øget antal små kirtelgange.

Fra latin adjuvare hjælpe. Bruges ofte om behandling, som tilbydes udover operation ved mistanke om, at kræftsygdommen har spredt sig. Adjuverende behandling er ofte medicinsk behandling og kan gives for at forebygge, at kræftsygdomme udvikler sig og vender tilbage.

Sygdom som skyldes længerevarende forøget produktion af væksthormon hos voksne.

Symptomerne er vækst af fingre, tæer og ansigtstræk. Karakteristisk bliver underkæben, panden, læberne og næsen forstørret, og afstanden mellem tænderne øges. Ansigtshuden kan føles fortykket, og man kan føle sig træt.

Årsagen er hyppigst en langsomtvoksende, godartet svulst i hypofysens forreste lap. Diagnosen stilles ved at tage en blodprøve og fortage en scanning samt ved en undersøgelse af synsfeltet. Behandlingen er som regel operation og muligvis medicin, der hæmmer dannelsen af væksthormon.

Prognosen er god efter behandling, men man skal i nogle tilfælde gå til livslang kontrol.

I Danmark udsættes mennesker for stoffet akrylamid i arbejdsmiljøet, visse fødevarer og tobaksrygning. Akrylamid er et stof, der dannes, når man steger, bager eller griller fødevarer, der indeholder både stivelse (kulhydrat) og asparaginsyre ved temperaturer på over 120 grader.

Der kan således være akrylamid i fødevarer som brød, kiks, chips, stegte kartofler, morgenmadsprodukter og kaffe. Ofte findes akrylamid i fødevarer med en sprød, brun overflade.

Der findes ikke akrylamid i kogte og ubehandlede fødevarer.

Ved tobaksrygning bliver der også dannet store mængder akrylamid, så rygerne har langt mere alkrylamid i blodet end ikkerygere.

Akrylamid er desuden et velkendt stof i industrien, hvor det især bruges til fremstilling af plastmaterialet polyacrylamid, som anvendes i vand- og spildevandsanlæg samt i papirindustrien.

Akrylamid og kræft

Akrylamid har i dyreforsøg vist sig at være kræftfremkaldende. Om den mængde akrylamid vi får fra kosten er kræftfremkaldende, er dog endnu ikke fuldt afklaret.

Et dansk studie har vist en øget risiko for brystkræft blandt tilfældigt udvalgte danske kvinder med høje mængder akrylamid i blodet, og en hollandsk undersøgelse har fundet en sammenhæng mellem akrylamidholdige fødevarer og forekomst af kræft i æggestokke og livmoder.

Andre studier, der har beregnet indtag af akrylamid, har dog ikke fundet nogen sammenhæng mellem indtag af akrylamidholdige fødevarer og udvikling af kræft.

Kostråd

Man kan begrænse indtaget af akrylamid ved at undgå at tørstege, grille og friturestege sin mad og lade være med at spise branket og brændt mad.

Jo højere temperaturer, man tilbereder sin mad ved, og jo længere tid tilberedning varer, jo højere bliver indholdet af akrylamid i maden.

Læs mere:

EU Kommissionens råd om akrylamid

Er en sjælden godartet knude, der opstår i den indre øregang svarende til hjernenerven vestibularis. Kaldes også vestibulært schwannom.

Symptomerne er tiltagende hørenedsættelse på det ene øre, øresusen og svimmelhed. Knuden er langsomt voksende og ses oftest hos ældre.

Diagnosen stilles ved lægeundersøgelse af hørelse og balanceevne samt MR-skanning.

Behandlingen kan være operation eller strålebehandling.

Ses hyppigere ved den sjældne arvelige sygdom neurofibromatose.

Fra latin albus hvid. Albinisme er en arvelig mangel på pigment i hud, hår og øjne. Pigment er hudens brune farvestof, kaldet melanin, der dannes af overhudens pigmentceller. Det er melanin, som giver huden farve og beskytter os mod sollys. Årsagen er en enzymdefekt i dannelsen af melanin. Melamin kan mangle i både hud, hår og øjne eller kun i øjnene. Manglen på melanin medfører manglende naturlig beskyttelse mod solens ultraviolette stråler med øget risiko for hudkræft og synsproblemer. Det er vigtigt, at albinoer beskytter sig mod solens stråler.

 Albinisme skyldes genetiske ændringer i et af flere gener.

Albumin i blodet er et transportprotein, der kan binde tungtopløselige stoffer i blodplasma og derefter bringe dem rundt i kroppen via blodbanen.

Naturligt forekommende enzymer i kroppen. Kaldes også basiske fosfataser. Forhøjet koncentration i blodet kan være udtryk for knoglemetastaser eller leversygdom.

Ved allotransplantation flyttes væv fra én person til en anden. Det kan f.eks. være knoglemarv, som en donor giver til en patient. Modsat autolog/autotransplantation, hvor vævet flyttes hos personen selv (f.eks. hudtransplantation) eller xenotransplantation, hvor vævet kommer fra individ af anden art (f.eks. transplantation af hjertet fra en gris til et menneske).

Fra græsk alopex ræv. Betyder pletvis skaldethed. Kan have mange årsager, f.eks. være medfødt, skyldes sygdomme eller kemoterapi behandling.

Små tyndvæggede blærer, som er den yderste forgrening i lungerne, hvor udvekslingen af ilt og kultveilte i blodet finder sted.

Når en patient undersøges eller behandles på sygehuset uden at være indlagt.

Betegnelse i kemi på et stof, der ligner et andet stof, men som ikke er identisk med det.

Anaplastisk væv er omdannet således, at det ved undersøgelse under mikroskop ikke længere ligner det oprindelige væv. Kan gradinddeles afhængigt af, hvor ændret vævet er.

Åben forbindelse mellem to organer. Benyttes for eksempel om sammensyning af to stykker tarm.

Dannelse af små blodkar. Ordet bruges bl.a. om blodkardannelse i kræftvæv.

Røntgenundersøgelse af kar efter indsprøjtning af kontraststof i karret.

Kikkertundersøgelse af den nederste del af endetarmen. Undersøgelsen foregår ved, at man indfører et kort rør med gennemsigtig væg.

En bestemt type medicin, f.eks. penicillin eller sulfapræparater, som kan hæmme eller ødelægge bakterier og svampe. Antibiotika hjælper ikke mod virussygdomme.

Antioxidanter er stoffer, der kan beskytte mod dannelsen af frie radikaler.

Frie radikaler er molekyler, der er kemisk ustabile, og de stjæler derfor elektroner fra andre stoffer for at blive stabile.

På denne måde kan frie radikaler i kroppen igangsætte skadelige virkninger, der kan sættes i forbindelse med en lang række sygdomme, bl.a. kræft, hjerte-karsygdomme og sukkersyge.

Frie radikaler findes i stoffer som tobaksrøg, forurenet luft, radioaktiv stråling, visse opløsningsmidler og kemiske stoffer.

Antioxidanter er en række stoffer, som kan bremse dannelsen af frie radikaler i kroppen. Man kan få antioxidanter gennem kosten i form af f.eks. C-vitamin og E-vitamin. Antioxidanter dannes også i kroppen og spiller en vigtig rolle i menneskets organisme.

Endetarmens åbning.

Blodmangel. Ved anæmi er blodprocenten lav, det vil sige, at koncentrationen af hæmoglobin er nedsat. Lav blodprocent kan medføre bleghed, træthed og svimmelhed.

En proces, hvorved celler ødelægger sig selv - også kaldet programmeret celledød.

Hud, der er nopret som skallen på en appelsin. Kan f.eks. ses på brystet, hvis der er kræft i det underliggende væv, men kan også være et uskyldigt fænomen på f.eks. lårene.

Operation, hvor man fjerner blindtarmen.

Aromatasehæmmere er en antihormonbehandling, der bruges ved hormonfølsom brystkræft.

Aromatasehæmmere nedsætter mængden af østrogen i kroppen.

Kaldes også gener. De findes i alle kroppens celler i kromosomerne og bestemmer funktioner i cellerne. Kun gener, som sidder i kønscellerne, kan arves af næste generation.

Et barn arver for eksempel hårfarve og andre egenskaber fra sin mor og far. Det sker via kønscellerne (ægcellen og sædcellen), som fører arveanlæggene videre fra generation til generation.

Et ildfast mineral, som tidligere var meget anvendt i byggematerialer. Det er nu forbudt, fordi det giver lungesygdomme, heriblandt lungekræft.

Ascites er en ophobning af væske i bughulen, som opstår ved lidelser med irritation af bughinden.
Øget væske i bughulen kan være en komplikation til visse typer kræft. Det kan skyldes, at nogle kræftceller kan sprede sig som små metastaser til bughinden (peritoneal karcinose) eller ved spredning til leveren.

Ascites kan opstå ved forskellige kræftsygdomme, og ses hyppigst ved kræft i æggestokkene, livmoderen, tyktarmen, maven, bugspytkirtelen og ved brystkræft. Øget væske i bughulen kan også skyldes andet end kræft f.eks. skrumpelever eller hjertesygdom.
Den øgede væske får trykket i maven til at stige og giver ubehag, appetitløshed, kvalme og forstoppelse, udspilet mave og eventuelt hævede ben.

Diagnosen kan stilles ved, at lægen undersøger maven eller ved hjælp af ultralydsscanning.

Udtømning af væske fra bughulen

Hvis behandling er nødvendig, kan man få udtømt den øgede væske i bughulen (paracentese). Det medfører lettelse af symptomerne, men væsken gendanner sig som regel.

Patienten ligger på ryggen, og efter lokal bedøvelse af huden fører lægen en kanyle gennem bugvæggen ind i bughulen, så den overflødige væske i bughulen kan blive udtømt. Nogen gange anvender lægen ultralyd til at placere kanylen.

Afhængig af mængden af væske tager det mellem få timer og en dags tid, hvor man er indlagt. Behandlingen gør ikke ondt. Efter udtømningen får man et plaster over indstiksstedet. Hvis der er udtømt meget væske, kan man som erstatning få tilført proteinvæske som drop i en blodåre.

Udtømningen af den øgede væske har meget hurtig effekt på symptomerne. Hvis ascites gendanner sig, kan behandlingen ofte gentages med et vist interval.

I sjældne tilfælde kan man blive behandlet med kemoterapi direkte i bughulen i forsøg på at kontrollere kræften og hindre ascitesvæsken i at gendanne sig. Denne behandlingsform bruges mest ved kræft i æggestokkene.

Sammenklapning af lungevæv. Skyldes tryk fra f.eks. væske, luft eller kræftvæv.

Autoimmune sygdomme er en fælles betegnelse for en række sygdomme, der opstår som følge af, at immunsystemet angriber kroppens egne celler. Det medfører en nedbrydende betændelsesproces, der f.eks. ødelægger ledstruktur ved leddegigt, insulinproducerende celler i bugspytkirtlen ved type 1 diabetes og nervernes fedtskeder ved dissemineret sklerose.

Væv, der stammer fra personen selv. Det kan f.eks. være knoglemarv eller stamceller fra blodet, som tages ud fra patienten, opbevares og gives til patienten igen. Modsat allogen, hvor vævet kommer fra en anden person.

Det autonome nervesystem regulerer kroppens indre funktioner både under hvile og aktivitet. Det regulerer funktioner som f.eks. hjertets aktivitet, muskulaturen i tarmen og kroppens kirtler, og fungerer automatisk, uden at man selv bevidst kan kontrollere det. Det autonome nervesystem består af to modsat rettede nervesystemer: det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Det sympatiske nervesystem styrer binyremarven og regulerer reaktioner på vrede og frygt og gør kroppen ”kampklar”. Det vil sige, at det øger hjerteaktiviteten, får pulsen og blodtrykket til at stige, pumper blodet til musklerne, får blodsukkeret til at stige og udvider luftvejene og pupillerne. Det parasympatiske nervesystem fremmer de reaktioner, som foregår i hvile og genopbygger kroppen. Det vil sige, at det sænker hjerteaktivitet, puls og blodtryk, fremmer mavetarmkanalens fordøjelse og kirtlers aktivitet, tømmer blære og tarm og får pupillerne til at trække sig sammen. Det parasympatiske nervesystem har desuden en styrende rolle ved forplantning.