Små encellede organismer. Nogle bakterier kan medføre sygdomme (infektion), når de vokser uden for de steder, de normalt forekommer. Ofte kan en infektion behandles med den rette type antibiotika.

Hudkræft, der er opstået i hudens basalceller, som er de underste celler i hudens lag. Kaldes også basocellulært karcinom.

Hudkræft, der opstået i hudens basalceller, som er de underste celler i hudens lag. Sygdommen kaldes også basalcellekræft.

Latinsk betegnelse for godartet. Udtrykket bruges om en knude, der ikke vokser ind i andre områder.

Benzen er et flydende stof af typen aromatiske kulbrinter. Det er brændbart og kan fremstilles af visse kulstofforbindelser eller ud fra olie. Benzen virker giftigt på centralnervesystemet og knoglemarven, og er kræftfremkaldende. Det bruges som opløsningsmiddel ved fremstilling af blandt andet plastik, lak, maling, benzin og napalm.

En operation, hvor den nederste del af mavesækken fjernes med forskellig operationsteknik i henholdsvis type I og II.

Det væv, som ligger mellem kroppens væv og organer. Består af celler, tråde og grundsubstans.

Biologiske lægemidler indeholder virksomme stoffer fra en biologisk kilde, f.eks. levende celler eller organismer. Biologiske lægemidler anvendes til behandling af sygdomme som diabetes, autoimmune sygdomme og forskellige typer kræft.

De fleste biologiske lægemidler indeholder proteiner som virksomme stoffer, f.eks. insulin, væksthormon, koagulationsfaktorer eller monoklonale antistoffer. Fremstilles som regel med bioteknologi, ofte med avancerede cellesystemer og rekombinant DNA-teknologi. 

Kilde: European Medicines Agency

Biologiske lægemidler består af proteinstoffer, der fremstilles af levende celler, som f.eks. genmodificerede bakterier eller gærceller. Eksempler på sådanne lægemidler er insulin, EPO, trastuzumab (Herceptin®) eller bevacizumab (Avastin®).

Biologiske lægemidler gives udelukkende som indsprøjtning, da de ville blive nedbrudt i mavesækken, hvis de blev indtaget som tabletter.

Biosimilarer er lægemidler, der kan anvendes i stedet for det originale biologiske lægemiddel. Biosimilarer er billigere og med samme virkning som det originale biologiske lægemiddel. Godkendelse af biosimilarer tillades først, når patentet på det originale biologiske lægemiddel er udløbet.

 
Lægemiddelstyrelsen har i samarbejde med patientforeninger udarbejdet en informationspjece til patienter, der skal bruge et biosimilært biologisk lægemiddel:

Pjece til patienter om biosimilære lægemidler (pdf)

En vævsprøve, som man undersøger i mikroskop for at stille en diagnose. Man kan se, hvilken type væv, det drejer sig om, og om prøven indeholder kræftceller.

Blodkarrene i centralnervesystemet er, i modsætning til resten af kroppen, omgivet af en tæt membran, kaldet blod-hjerne barrieren. Barrierens funktion er at forsøge at fastholde et konstant kemisk miljø i hjernen for at sikre de bedste betingelser for hjernecellerne.

Barrieren hæmmer således en lang række stoffer i at blive optaget fra blodet til centralnervesystemet. Generelt passerer vandopløselige stoffer kun vanskeligt blod-hjerne-barrieren, hvorimod fedtopløselige stoffer, fx alkohol og mange lægemidler lettere kan passere.

En uspecifik blodprøve, der er forhøjet ved en række forskellige sygdomme. Analysen bruges ofte som led i en overordnet bioke­misk screening for alvorlig sygdom. Metoden kan dog hverken sige noget om tilstedeværelsen af bestemte sygdomme eller udelukke bestemte sygdomme. Blodsænkningen er normalt under 15 mm for mænd og under 20mm for kvinder. P-piller og graviditet giver SR op til 30. Værdien stiger med alderen. For personer over 50 år er referenceområdet op til 20 for mænd og op til 30 for kvinder. Kaldes også sænkning, sænkningsreaktion, SR, B—sedimentationsreaktion, sedimentationshastighed, erytrocytsedimentationshastighed, ESR. Tilhører gruppen af blodprøver, der kaldes fasereaktanter.

Der findes fire blodtyper: A, B, AB og 0 (nul) i ABO-systemet. Blodtypen kan desuden være enten rhesus-negativ eller rhesus-positiv. For at man kan få en blodtransfusion, skal blodtyperne fra donor og modtager (patienten) være ens. Når to ens blodtyper ikke reagerer mod hinanden, kaldes blodet forligeligt, og man kan foretage en blodtransfusion.

Kaldes også ’tumorer med lav risiko for at blive ondartede’. Borderline tumorer i æggestokkene er karakteriseret ved, at cellerne deler sig og er lettere ændrede, men de vokser ikke ind i bindevævet i æggestokkene. Borderline tumorer er derfor ikke kræft. 

Borderline tumorer i æggestokkene adskiller sig fra kræft i æggestokkene ved at: 

• vokse langsomt
• diagnosticeres i et tidligere stadie
• have en god prognose
• kvinderne som regel er yngre – 1/3 er under 40 år ved diagnosen

De unormale celler kan sprede sig til andre dele af kroppen, som regel til bughulen, men vokser som regel ikke ned i det underliggende væv. Det kaldes ’non invasive implants’.

Borderline tumorer i æggestokkene behandles anderledes end kræft i æggestokkene og bliver som regel helbredt med operation. Ved operationen får man fjernet livmoderen, begge æggestokke og æggeledere samt fedtforklædet (omentet), der hænger ned fra tyktarmen. Blindtarmen fjernes også i nogle tilfælde.

En tredjedel af kvinder med borderline tumorer har oplevet, at de ikke kunne blive gravide. Hvis man har tidligt stadie borderline tumorer, kan man få foretaget fertilitetsbevarende kirurgi, hvor man beholder livmoderen og den ene æggestok og æggeleder. Man kan så senere få fjernet livmoderen og den ene æggestok, når man ikke længere har ønske om at kunne blive gravid. 

Kun få borderline tumorer kommer igen. Risikoen for tilbagefald øges ved fremskredent stadie, invasive implants i bughinden, forhøjet værdi af Ca-125 i blodet og hvis det ikke er muligt at fjerne al tumorvæv.

Strålebehandling direkte i kræftknuden. Strålingen kommer fra små stykker radioaktivt iridium i tynde rør som placeres direkte i kræftknuden. Derved kan opnås at strålingen rammer præcist svarende til det syge væv.

Urinafledning, som kan være aktuel efter bortoperation af blæren. Der dannes en erstatningsblære af et stykke tarm, som forbindes med urinlederne. Gennem tarmen føres urinen ud til en åbning i huden i nærheden af navlen. Her opsamles urinen i en lille pose.

En del af luftvejene. Når man trækker vejret, bevæger luften sig fra luftrøret (trachea), til hoved bronkierne, som deler sig i mange små bronkier, der deler sig i flere endnu mindre rør og ender som små tyndvæggede blærer (alveoler) i lungernes overflade.

Bronkoskopi er en undersøgelse, hvor lægen med en tynd bøjelig kikkertslange (bronkoskop) ser ned i lungernes luftrør (bronkier). Kikkerten føres ned gennem munden, og undersøgelsen foregår enten i lokal eller fuld bedøvelse. Der kan tages små vævsprøver (biopsier), eller ophentes celler til undersøgelse ved at skylle med saltvand. Vævsprøver og skyllevand med celler sendes til mikroskopisk undersøgelse for at stille en diagnose. Der går som regel en uge, før man får svar.

En tynd slange, der placeres under huden på forsiden af brystkassen og som via en stor vene munder i hjertets højre forkammer. Man kan få ernæring direkte i blodbanen med kateteret uden at skulle stikkes gentagne gange.

Brystoperation, hvor kræftknuden og vævet lige omkring den fjernes. Derved kan en stor del af brystet bevares. En brystbevarende operation kaldes også tumorektomi.

Bughulen er det store hulrum midt i kroppen, som rummer mange af kroppens organer (mavesæk, tynd- og tyktarm, lever, bugspytkirtel, galdeblære, milt, nyrer, binyrer, urinvejene, de indre kønsorganer og mange store blodkar.  

Bughulens vægge og store dele af organernes overflader er beklædt med den tynde, glatte bughinde (peritoneum), der sørger for at organerne kan glide mod hinanden.

Bughulens loft er mellemgulvet og bunden ved bækkenknoglerne. Fortil beskyttes bughulen af mavemusklerne og bagtil af rygsøjlen og rygmusklerne.