Kaposis sarkom er en sjælden type kræft, der skyldes Kaposis sarkom-associeret herpesvirus.

Det opstår i celler fra blod- og lymfekar (endotelceller) i huden, lymfeknuder, slimhinden i ​​munden, næse og svælg, men kan også ramme de indre organer og kan starte flere steder i kroppen samtidigt. Ses som lilla farvede læsioner.

Rammer oftere mænd og især mennesker af jødisk, italiensk eller afrikansk afstamning. Det ses også hos mennesker med svagt immunsystem på grund af HIV-infektion eller i forbindelse med en organtransplantation.

Et stof eller en proces, som under visse betingelser er kræftfremkaldende.

Er en kombination af symptomer, der opstår på grund af en overproduktion af serotonin og andre stoffer dannet af karcinoide tumorer. Karcinoide tumorer er en type neuroendokrine tumorer (NET), som findes i mave-tarmkanalen eller lungerne.
Karcinoid syndrom begynder som perioder med diarré og mavesmerter. Udvikler sig som regel sent i sygdomsforløbet efter sygdommen har spredt sig til leveren eller bughulen.
Symptomerne kan være pludselige anfald af pletvis eller diffus rødme i ansigt, øre og hals, der breder sig til overkroppen og armene (flushing). Huden kan ændre farve til mørkerød eller lilla. Anfaldet varer fra få minutter til flere timer og kan være ledsaget af hjertebanken, pludseligt blodtryksfald, åndenød, diarré og mavesmerter.

Anfaldene kan optræde spontant eller være provokeret af fødeindtagelse eller alkohol. Der kan ofte optræde talrige anfald per døgn.
Under 20% af patienter med karcinoidt syndrom udvikler også hjertesvigt på grund af bindevævsdannelse i hjertet, som med tiden ødelægger hjerteklapperne.

Der kan også opstå astmalignende anfald.

Kræft der udgår fra epitelceller, dvs. overfladecellerne i hud og slimhinder samt kirtelceller.

En type kræft, som er en blanding af karcinom (kræft der udgår fra hud, slimhinde eller kirtelceller) og sarkom (kræft som udgår fra celler i kroppens støttevæv, f.eks. knogler, brusk, bindevæv, fedtvæv, blodkar, nerveskeder og muskler).

Stiv eller bøjelig slange, som kan indføres i hulrum, typisk blodåre eller blæren. Kan i blodåre anvendes til at give medicin, blod eller flydende føde. I blæren bruges et kateter som regel til at udtømme urin.

Operation, hvor man fjerner et kegleformet stykke væv fra nederste del af livmoderhalsen, f.eks. for at fjerne forstadier til kræft. Operationen kaldes også conisation.

Kemohjerne er betegnelsen for kognitive gener efter kemoterapi f.eks. vanskeligheder ved at koncentrere sig og forstå, hvad man har læst eller ved at huske, hvad der skete i går. Ældre patienter rammes hårdere end yngre.

Forskning ser ud til at kunne bekræfte, at kognitive funktioner kan påvirkes i mindre omfang efter kemoterapi. Ved scanninger er der også fundet resultater, der kunne tyde på, at kemoterapi kan give mindre midlertidige forandringer i hjernen.

Heldigvis ser det ud til at problemerne hos de fleste bliver mindre eller forsvinder efter et stykke tid.

Trods mange undersøgelser er der stadig tvivl om årsagen til kræftpatienters kognitive problemer efter kemoterapi.

Medicinsk behandling med stoffer, der standser cellers deling på forskellig måde (cellegifte). Denne type stoffer kaldes cytostatika. Rammer især de celler, der deler sig hurtigt, som kræftceller gør.

Godartet, hurtigvoksende proces i huden, hyppigst i ansigtet eller på hænderne. I midten er der et krater fyldt med keratin, der er det samme stof som hudens hornlag. Keratoakantomer udvikler sig som regel i løbet af uger til ½-2 cm i størrelse. Efter et par måneder forsvinder knuden af sig selv igen og efterlader et ar.

Det kan være vanskeligt at skelne et keratoakantom fra hudkræft, også ved undersøgelse i mikroskop, så man anbefaler som regel, at knuden fjernes.

Når man ved mikroskopering af en vævsprøve leder efter tegn på kræft, ser man efter om cellekernerne er ændrede (kernepolymorfi), om der er mange celledelinger (mitoser), og om prøven ligner det oprindelige væv.
Jo flere ændringer, jo mere aggressiv tyder det på, at kræften er.

Ki-67 er et protein, der kun er til stede i celler, der deler sig. Måling af kræftcellers Ki67 i en vævsprøve kan derfor anvendes til at vurdere, hvor aggressivt en kræftknude vokser. En høj Ki-67 værdi tyder på en dårlig prognose, men også på god mulighed for effekt af kemoterapi. Kemoterapi angriber nemlig celler, der deler sig hurtigt.

Ki67 kan ændre sig under et sygdomsforløb. Ki67 kaldes også for proliferationsindeks.

Undersøgelse med et ofte bøjeligt rør indeholdende kikkert med lys til brug indvendigt i kroppen. Kikkerten kan indføres enten gennem kroppens naturlige åbninger eller gennem et lille snit i huden. Derved kan man undersøge et hult organ, som f.eks. tarmen, blæren eller et led. Undersøgelsen kaldes også endoskopi.

Et organ, hvor kirtelceller producerer et sekret, ofte et hormon, f.eks. insulin eller kønshormoner. Kaldes også en glandel.

Knoglemarven findes i hulrummet inde i knoglerne og kaldes enten rød eller gul. Den røde knoglemarv danner blodets forskellige celler. På tegningen er de steder i knoglemarven, hvor der dannes blodlegemer, illustreret med rødt. I knoglemarven produceres 170 millioner røde blodlegemer, 10 millioner hvide blodlegemer og 500 millioner blodplader hvert minut. De hvide blodlegemer omfatter en række undergrupper.

Den gule knoglemarv består af fedt.

Knoglemarven hos en voksen person vejer mellem 2 og 3 kilo.

Dansk register over personer, der fungere som bloddonorer, og som ønsker at give noget af deres knoglemarv, hvis en patient med samme vævstype får brug for det. Den mest anvendte metode, til at finde en egnet donor i den konkrete situation, er at undersøge nært beslægtede med henblik på egnethed. Der er oprettet samarbejde med udenlandske donorkorps, så det er muligt at udveksle knoglemarv på tværs af landegrænser.

Ved en knoglemarvsundersøgelse bliver patienten stukket i bagerste hoftekam. Undersøgelsen foretages i lokalbedøvelse og varer kun få minutter. Ved hjælp af en nål suges en lille smule knoglemarv ud, som blandt andet indeholder blodceller. Ubehaget kan sammenlignes med en tandbehandling, hvor der bliver boret i en tand. Knoglemarvsprøven skal herefter præpareres på forskellig vis, inden den kan blive mikroskoperet, så ventetiden på svar er ofte 5-7 dage.

Knogleskintigrafi bruges til at undersøge for knoglekræft eller eventuelle metastaser i knoglerne.

Det radioaktive sporstof, isotopen 99mTc hæftes på et lægemiddel, som indgår i opbygningen af knoglevæv. Knoglevæv opbygges og nedbrydes konstant, hvilket kaldes knogleomsætningen. Når lægemidlet er sprøjtet ind i kroppen, skal det virke tre timer, inden der optages billeder med et gammakamera. Billederne vil så vise steder i knoglesystemet, hvor der er ændring i knogleomsætningen, hvilket kan være tegn på knoglekræft eller knoglemetastaser.

Ved undersøgelsen får man sprøjtet et svagt radioaktivt sporstof ind i en blodåre og bliver scannet med et såkaldt gammakamera. Der er ingen bivirkninger ved sporstoffet, der udskilles fra kroppen igen. 

Hvis undersøgelsen viser, at der er forandringer i knogleomsætningen, skal patienten igennem andre undersøgelser, før den endelige diagnose kan stilles. Ændring i knogleomsætningen kan nemlig skyldes andre lidelser som f.eks. slidgigt eller følger af slag.

Operation, hvor hele tyktarmen fjernes.

Det kaldes kollisionsmetastaser, når to primærtumorer fra to forskellige organer har spredt sig til det samme sted i kroppen.

Diagnosen kollisionsmetastaser kan stilles ved undersøgelse af metastasevævet under mikroskop, hvor lægen undersøger bestemte proteinstrukturer i vævssnittene.

Påvisning af kollisionsmetastaser viser, at der er tale om to forskellige kræftformer, og kan derfor have afgørende betydning for valget af behandling og for prognosen.

Tyktarmen. Inddeles i flere afsnit.

Bøjelig kikkert til undersøgelse af det indre af tyktarmen og endetarmen. Indføres gennem endetarmen. Undersøgelsens billeder kan som regel ses samtidigt på skærm. Det er muligt at tage vævsprøver til mikroskopi under undersøgelsen.

Undersøgelse af det indre af tyktarmen og endetarmen med en lang, bøjelig kikkert, som indføres gennem endetarmen. Undersøgelsens billeder kan som regel ses samtidigt på skærm. Det er muligt at tage vævsprøver til mikroskopi under undersøgelsen.

Når tyktarmen (colon) ved operation føres ud gennem bugvæggen, kaldes det en kolostomi. Tarmen bliver syet fast til huden.

En kolostomi kan laves næsten alle steder på tyktarmen, men det mest almindelige er nedadtil (sigmoideum) eller midt på (transversum) tyktarmen. Placeringen afhænger af, hvad man er blevet opereret for.

Afføringen bliver efter operationen ledt ud gennem kolostomien ned i en stomipose. Jo højere oppe i tyktarmen stomien sidder, jo tyndere vil afføringen være.

Ved en gynækologisk undersøgelse kan man undersøge skeden og livmoderhalsens slimhinde med et forstørrelsesapparat, et ’kolposkop’, så man bedre se, om der er forandringer i slimhinden. Undersøgelsen bliver især anvendt ved mistanke om celleforandringer og virusinfektioner.

Et stof, som indgives og fordeles i forskellige hulrum i kroppen ved forskellige røntgenundersøgelser. Røntgenstråler kan ikke trænge gennem kontraststoffet, og man kan derfor se organet og omridset af organet.

Koncentrationen af kreatinin i blodet bruges som mål for nyrefunktionen.

Cellens arvemateriale (dna) er delt op i mindre enheder kaldet kromosomer. Et kromosom indeholder en lang sammenhængende streng af dna, som indeholder mange gener. Vores celler har hver 46 kromosomer, som ved celledelingen bliver kopieret til nye celler.

En normal celle bliver til en kræftcelle, når der opstår en skade i et gen. Det kaldes en mutation. Sollys, rygning og virusinfektioner kan give kræft ved at fremkalde mutationer. 

Det beskadigede gen sætter gang i vækstproteiner eller bremser væksthæmmere i cellerne. Cellerne begynder at dele sig uhæmmet, og kræften vokser og breder sig.

Undersøgelse, hvor man indsprøjter et radioaktivt stof i huden, hvorefter man kan se de lymfeknuder, som det lokale område drænerer til. Bruges f.eks. i tilfælde af en kræftknude, hvor det er muligt at se, hvilke lymfeknuder kræften eventuelt vil sprede sig til.

En slags hjelm fremstillet for at nedsætte risikoen for hårtab hos mennesker ved kemoterapibehandling. Princippet er at nedkøle hovedbunden, så blodcirkulationen til hårrødderne nedsættes. På den måde forsøger man at hindre kemoterapien i at nå hårsækkene i en sådan grad, at det giver hårtab. 

Effekten af kølehættebehandling afhænger af hvilken type og dosis kemoterapi, der anvendes, hårtykkelsen samt af hvor godt man tolererer kulde.

Hvis man bruger kølehætter, medfører det en forlænget behandlingstid, idet kølehætten skal sidde på i cirka en time før og efter behandling. Bivirkningerne ved brug af kølehætten kan være hovedpine, kvalme og svimmelhed.

Kølehætter er ikke et standardtilbud på hospitaler i Danmark, da anvendelse af kølehætter i forbindelse med kemoterapi vil forlænge behandlingstiden med cirka to timer per kølehættebehandling, og dermed nedsætte behandlingskapaciteten på landets onkologiske afdelinger. 

Undersøgelser viser, at kræftpatienter, som har modtaget kølehættebehandling i forbindelse med kemoterapi, på mellemlangt sigt (5-6 år) ikke har øget risiko for metastaser i hårbunden som følge af nedkølingen. Der foreligger sparsomme resultater af risikoen på lang sigt (10-15 år).